Arbejdssejr over Århus


11.11.2017 | Af Claus Sonne

888 Ligaen 10. spillerunde
Århus Håndbold - TTH Holstebro 27-29 (12-14)
Mål Århus: Sebastian Henneberg 9, Anders Kragh Martinusen 5, Tobias Møller 5, Nikolaj Læsø 2, Torben Pedersen 1, Robert Gunnarsson 1, Omar Ingi Magnusson 1, Mathias Møller 1, Peter Lund 1, Mads Kalstrup 1.
Mål TTH: Viktor Östlund 6, Kasper Kildelund 5, Martin Hansen 5, Simon Birkefeldt 3, Lars Mousing 3, Emil Sidelmann 2, Peter Balling 2, Jac Karlsson 2, Vignir Svarvarsson 1.
Udvisninger:
Århus: 3: Anders Kragh Martinusen 2, Robert Gunnarsson 1.
TTH: 4: Kasper Kildelund 1, Jonas Porup 1, Peter Balling 1, Lars Mousing 1.
2430 tilskuere

 

Man kommer langt med at fighte.

Sådan lyder en af analyserne fra TTH-cheftræner Patrick Westerholm efter 29-27 sejren ude over Århus Håndbold.

Og fightet blev der - hvilket også var nødvendigt, da Århus midtvejs i 2. halvleg fik indhentet et TTH-hold, der ellers havde haft styr på tingene.

TTH vandt 1. halvleg 14-12 - men det var for lidt. Årsagen var en kombination af mindre gode afsluutninger og en stærk Århus-keeper i form af Jens Fredsgaard. Heldigvis stod TTH-defensiven igen godt, hvilket gav masser af kontraløb.

Disse udeblev dog efter pausen, og dermed fik TTH sværere ved at holde afstanden til Århus, der dog aldrig kom foran. Rent offensivt var det især Viktor Östlund, der var skarp efter pausen, akkurat som Martin Hansen var det i 1. halvleg. Og så fik Lars Mousing scoret et par gode stregmål i afslutningen - blandt andet på "verdens langsomste skruebold".

Alt i alt viste TTH'erne god moral, da Århus kom tæt på - og så leverede Simon Gade et fremragende indhop og snuppede blandt andet et straffekast.

Gade fik dog også ros af Patrick Westerholm, der også klappede Viktor Östlund en ekstra gang på de brede skuldre.

- I 2. halvleg kommer vi til at lide under, at vi får tre udvisninger, der bryder vores rytme. Heldigvis bliver vi ved med at fighte, og så er Gade og Östlund meget afgørende, sagde Westerholm og kaldte opgøret for verdens længste kamp.

- Det lyder måske mærkeligt, men var som om, at 2. halvleg tog tre år at spille. Så jeg var glad ad flere årsager, da den var færdig, lød det med et smil.

Patrick Westerholm var rigtig godt tilfreds med det defensive arbejde, og kanp så tilfreds med det offensive.

- Vi spiller en ok angrebskamp, men der er stadig meget, der kan forbedres, konstaterede han.

 

Del på facebook