Gade er klar, når der kaldes


14.11.2017 | Af Claus Sonne

I lørdags leverede Simon Gade et forrygende indhop i TTH-herrernes sejr i Aarhus, hvor han blandt andet snuppede et straffekast i en tæt afslutning. Og han er klar, lover han, til at udnytte al den spilletid, det bliver til for den unge keeper.

- Vi har jo ham der nordmanden, der står ret godt og spiller mest, smiler Simon Gade med henvisning til Torbjørn Bergerud og fortsætter:

- Jeg er indforstået med den rolle, jeg har hos TTH, men det er ingen hemmelighed, at det var svært at komme fra Lemvig-Thyborøn, hvor jeg spillede nærmest hele tiden, og fra U21-landsholdet, hvor jeg også spillede meget, og så tilbage til TTH og en del tid på bænken. Det skal på ingen måde forstås sådan, at jeg er utilfreds med at være i klubben, for vi har gang i noget rigtig spændende - og så er det jo bare op til mig selv at gøre mig fortjent til spilletid.

Simon Gade er efter 10 spillerunder noteret for en redningsprocent på 30, hvilket - sammen med Skjerns Emil Nielsen - er bedst hos 'de unge keepere' i 888 Ligaen. Torbjørn Bergerud er nummer tre blandt alle keepere med en redningsprocent på 36.

Simon Gade & Co. møder onsdag kl. 17.30 Aalborg Håndbold i Gråkjær Arena. KL. 19.30 møder TTH's damer samme sted FC Midtjylland.

Del på facebook