Ny lang kontrakt til TTH-profil


11.11.2017 | Af Claus Sonne

27-årige Magnus Bramming har underskrevet en ny 3-årig kontrakt, som gælder indtil sommeren 2021.
Sidste års topscorer i klubben er så tilfreds med de sportslige muligheder i klubben, at han ikke var i tvivl om en ny lang kontrakt med TTH Holstebro.

- Jeg er super glad for at være i klubben, og da jeg har udviklet mig meget her gennem min tid i klubben, og stadig føler, at jeg kan nå et højere niveau i de stærke sportslige rammer som TTH har, så var valget ikke svært da jeg fik muligheden. Jeg nyder at være en del af klubben, og det stærke sportslige miljø som der er i Gråkjær Arena.

Det høje niveau i den danske liga tiltaler samtidig den hurtige fløj.

- Vi vil i TTH fortsætte med at udfordre de øvrige tophold, og går hvert år efter at være med i medaljekampen. Vi har et stærkt hold, som har masser af kvalitet i sig, og som fremover fortsat kan være med i toppen af dansk håndbold. Samtidig synes jeg at den danske liga har udviklet sig fantastisk i de seneste år, så jeg nyder de mange spændende kampe og den stærke konkurrence, hvor der ikke er nogen lette kampe overhovedet, siger Magnus Bramming.

TTH-cheftræner Patrick Westerholm er glad for, at TTH nu har Magnus Bramming på plads de næste tre år.

- Magnus er en profil som har udviklet sig meget gennem tiden i TTH, og har så mange kvaliteter som styrker holdet både på og udenfor banen. Og da Magnus hele tiden ønsker at udvikle sig, og har masser af håndboldlyst og ambitioner, så vil han fremover fortsat være en vigtig profil for holdet, siger Patrick Westerholm.

Magnus Bramming er inden dagens kamp mod Århus Håndbold, noteret for 247 kampe for TTH Holstebro. 

Del på facebook