Porup: Et rivalopgør med en krigerisk stemning


13.04.2018 | Af Morten Toft

Lørdag eftermiddag kommer det til at slå gnister mellem Skjern Håndbold og TTH Holstebro, når de mødes i Skjern Bank Arena, i slutspillets gruppespil.

Opgøret mellem de to rivaler plejer ikke at gå stille for sig, og TTH-forsvarsgeneralen, Jonas Porup er spændt forud for opgøret.

- Vi glæder os helt sindssygt til at møde Skjern. Det plejer altid at være nogle seværdige kampe mod dem, hvor der er god tænding på og lidt en krigerisk stemning i det hele. Alt får bare lige en ekstra tand mod de grønblusede, og man kan kun se frem til de kampe.

Skjern Håndbold har vist storform i denne sæson, både i 888ligaen og i Champions League, hvor holdet har kvalificeret sig til kvartfinalerne. Jonas Porup har dog tro på at kunne tage point fra favoritterne.

- Skjern må nok betegnes som favoritter til sejren i egen hule, men hvis vi kan finde samme positive momenter som vi havde i sejren mod Aalborg Håndbold, så kan vi bestemt drille dem, siger Porup og tilføjer:

- Skjern har spillet helt fantastisk i grundspillet og i Champions League, men vi har før vist at de er til at bide skeer med, så det gælder om at ramme dagen.

Opgøret mellem Skjern Håndbold og TTH Holstebro fløjtes i gang lørdag kl. 16.10. Kampen bliver vist på TV 2 med optakt fra kl. 15.50.

 

Kom med til slutspilfesten i Gråkjær Arena

Den 25. april spiller TTH Holstebro den næste hjemmebanekamp mod netop Skjern Håndbold.

Køb din billet til rivalopgøret HER

Del på facebook