Talenternes succes gør os stolte


14.07.2017 | Af Claus Sonne

Når det danske U21-landshold om få dage drager til Algeriet for at spille U21 VM, er det med tre spillere i truppen, der alle har været gennem TTH's ungdomsarbejde.

Både Simon Gade, Frederik Ladefoged (nu Skanderborg) og Mathias Bitsch (nu Skive) har været en del af klubbens talentarbejde, som er skabt i samarbejde med Holstebro Elitesport, hvor de fra 7. klasse har været en del af kommunens sportsklasser og været inde på TTH's Talentakademi.

- Derfor kan vi med god grund være meget stolte over at se tre lokale drenge være med på det niveau. Og havde Michael Thøgersen ikke været så uheldig at blive skadet, kunne vi have været oppe på fire af "lokale" spillere på U21-landsholdet. De fire spillere har alle arbejdet flot for at når hertil. Spillernes succes og udvikling giver os masser af energi til det videre talentarbejde i klubben, siger TTH-direktør John Mikkelsen.

At det i næste sæson kun er Simon Gade, der spiller i TTH Holstebro, er helt naturligt, siger direktøren.

- Der er et stort spring fra ungdomshåndbold og til toppen af ligaen, hvor TTH hører til. Derfor ligger det i vores DNA, at nogle af vores unge talenter skal prøve kræfter ude i andre klubber, hvor de kan få den nødvendige spilletid og videre udvikling. Vi følger dem tæt, og håber vi ser dem igen i TTH på et senere tidspunkt, siger John Mikkelsen.

Del på facebook