2 ugers prøvetræning blev til 2-årig kontrakt


10.02.2021 | Af Louise Boo

Det lokale talent, Emil Jensen, har i denne sæson fået chancen i TTH Holstebros ligatrup. Den 21-årige playmaker har imponeret med sit spil og får nu en toårig aftale i den hvide TTH-trøje frem til 2023.

- Jeg vil gerne se dig til prøvetræning i de næste to uger med ligaholdet.

Sådan sagde cheftræner, Søren Hansen til Emil Jensen i sommers forud for den nye sæson.
 
Søren Hansen havde hørt meget godt om det unge, lokale talent, som efter flere år i TTH Holstebros talentafdeling under talentchef Anders Høj, skulle spille på ligareserveholdet i Tvis Håndbold. De to ugers prøvetræning blev i første omgang til et helt efterår med deltagelse i ligatruppen og ligadebut.
 
Nu bliver Emil Jensen de kommende sæsoner en fast del af TTH Holstebros ligatrup, da han har imponeret både klubben og ligatrænerne.

- Jeg er meget glad for, at vi endnu engang kan indlemme en af TTHs egne talenter omkring ligaholdet. Jeg havde hørt meget godt om Emil Jensen. Han var en hurtig spiller som trænede flittigt. Emil har bare imponeret os alle her i efteråret, og jeg kunne hurtig se, at de 14 dage skulle forlænges, siger Søren Hansen.

Potentialet er ifølge cheftræneren stort og i de rette rammer, kan Emil Jensen udvikle sig meget.
 
- Nu skal Emil i første omgang fortsætte med at lægge lag på sit spil og sin fysik, så vil han stille og roligt udvikle sig i vores miljø, for så senere at få en større og større rolle, siger Søren Hansen.

 
For Emil Jensen, er det hele gået meget hurtigt. Men han glæder sig over det gode resultat efter mange timers træning.
 
- Jeg er mega stolt og havde ikke regnet med, at det ville føre til en kontrakt her et halvt år efter prøvetræningen. Men jeg har arbejdet hårdt og dedikeret, så jeg er bare glad for kontrakten, siger Emil Jensen, der roser holdet for den måde, de har taget imod ham på.
 
Får Johan Meklenborg som mentor
 
Det unge playmakertalent glæder sig til at udvikle sig til en endnu bedre håndboldspiller, og Emil Jensen vil i den kommende tid få ekstra hjælp fra en af holdets profiler, da han vil få Johan Meklenborg som mentor. Den erfarne playmaker, vil nu, hvor han er i gang med genoptræningen, give Emil ekstra sparring og vejledning til både træning og kampe.
 
Klubben vil arbejde videre med mentorordning-modellen, hvor klubbens talenter får mulighed for direkte sparring og vejledning fra en mere erfaren spiller på ligaholdet.

Personlig sponsor for Emil Jensen er Sparinvest.

Del på facebook