2 x Smits udtaget til landsholdet


04.03.2021 | Af Nanna Gantriis - Foto: Photo Overlund

Både Jorn og Kay Smits er udtaget til Hollands landsholdssamling i næste uge. Her skal Holland forsøge at komme tættere på en plads ved EM i 2022.

Selvom den kommende tid byder på landsholdspause i de europæiske ligaer, bliver det ikke til meget pause” for Jorn og Kay Smits. De to TTH’ere er udtaget til Hollands landsholdssamling forud for EM-kvalifikationskampen mod Polen den 14. marts.

Foruden håndboldsko og harpiks kan begge brødre pakke en god kampform og optimisme i rejsetasken. Jorn Smits har fundet sig godt til rette i TTHs defensiv og glæder sig over at kunne tage det danske niveau med til landsholdslejren:

- Fysik, hurtighed, 1-mod-1-situationer. Alt er bedre og hurtigere i Danmark sammenlignet med den hollandske liga. Derfor står jeg fysisk bedre forud for denne landsholdssamling end jeg gjorde, sidst vi var samlet med landsholdet.

I den anden ende af banen har lillebror Kay også vist gode takter den seneste tid. 27 mål på 4 ligakampe vidner om at mindste-Smits har haft tur i den for TTH Holstebro - og han planlægger at fortsætte de gode takter på landsholdet:

- Jeg skal bare blive ved med at gå på mål og tage ansvar. Det er samme udgangspunkt uanset om jeg spiller for TTH eller for landsholdet.

Fine chancer for EM-billet
De to brødre ser fine chancer for at avancere til EM-slutrunden i 2022.

- Lige nu ligger vi nummer 3 i puljen. Spiller vi godt de sidste tre kvalkampe, har vi fine chancer for at gå videre enten som 2’er i puljen eller som en af de bedste 3’ere i kvalifikationen, forudser Kay Smits.

De 24 udvalgte spillere samles på det olympiske træningscenter Papendal på mandag. Inden afgangen til Wroclaw, Polen skæres truppen ned til 16 spillere. Kampen mellem Polen og Holland spilles søndag den 14. marts 18.15 og kan ses på EHF TV.

Personlig sponsor for Jorn og Kay Smits er ID Identity og Nørre Vosborg.

Del på facebook