Årets TTH-spiller 2021/22: Rasmus Kier


15.05.2022 | Af Nanna Gantriis - Foto: Photo Overlund

Masser af mål og en kæmpe vindermentalitet kendetegner Rasmus Kier, der torsdag aften kunne lade sig hylde som Årets Spiller i TTH Holstebro.  

’Han er en vindertype, der altid kæmper for holdet’ 

Sådan lød det blandt andet, da direktør John Mikkelsen inden torsdagens kamp skulle præsentere Årets TTH-spiller anno 2021/22: Rasmus Kier

Højrefløjen har spillet en flot sæson, og er med masser af mål samt en enorm vindermentalitet gået forrest i denne sæson.

- Jeg er rigtig glad og ikke mindst stolt over at blive kåret til Årets Spiller. Den begrundelse John læste op ved kåringen er dét, jeg gerne vil stå for som håndboldspiller. Derfor er det også en stor anerkendelse, når andre sætter sådanne superlativer på mig som person og mit spil, siger Rasmus Kier.

En titel, der giver blod på tanden. 
Den 25-årige fløjraket kom til klubben i sommers, og er hurtigt blevet en publikumsfavorit i Gråkjær Arena. I februar blev samarbejdet forlænget, så Kier nu er at finde i den hvide trøje indtil sommeren 2023, og titlen som Årets Spiller er med til at motivere yderligere:

- Det giver blod på tanden. Jeg har fortsat mange ting, jeg gerne vil forbedre, og som jeg ser frem til at jagte. Men først og fremmest har vi en kamp på tirsdag, som er utrolig vigtig, siger Rasmus Kier og ser frem mod returkampen i Roskilde:

- HØJ får garanteret stor opbakning på hjemmebanen på tirsdag, og de vil gøre ALT for at slå os. Derfor skal vi holde fast i de takter, vi viste i den første kamp, og så skal vi kæmpe benhårdt for at få en sejr med hjem til Holstebro, afslutter Årets Spiller.

I forbindelse med kåringen modtog Rasmus Kier blomster og en gave fra Vestjysk Banks Regionsdirektør, Palle Hoffmann samt en flot kasse med specialøl fra sin personlige sponsor Hvide Sande Bryghus. 

Du kan stadig nå at komme med til returkampen mod HØJ Elite. Bestil din billet ved at klikke her

Del på facebook