AktivPersonale klar til TTH Business


03.05.2019 | Af Morten Toft

Vikar og rekrutteringsfirmaet AktivPersonale fra Holstebro bliver klubbens femte TTH Business partner. AktivPersonale præsenteres på mandag den 6. maj kl. 18.30, når klubben afholder ”Bil og Business” hos Bojsen Biler.

AktivPersonale bliver en del af TTH Business konceptet, TTH Fordele, hvor udvalgte business partnere tilbyder klubbens sponsorer forskellige erhvervsfordele og besparelser. 

TTH-direktør John Mikkelsen glæder sig over at endnu en mangeårige sponsor udvider deres partnerskab i klubben.

- For os er det meget glædeligt, at vi får AktivPersonale med i vores nye koncept, da mange af vores sponsorer vil kunne få et stort udbytte af samarbejdet med AktivPersonale. 
Med AktivPersonale som en spændende partner, er der nu lagt op til nogle stærke fordele for klubbens sponsorer. Vi glæder os over at vores TTH Business koncept nu indeholder et endnu stærkere og alsidigt program med mange erhvervsfordele til klubbens sponsorer, siger John Mikkelsen.

AktivPersonale: Vi ønsker at være en aktiv samarbejdspartner i TTH Holstebro

Kjeld Nedergaard, administrende direktør og stifter af AktivPersonale, ser frem til at blive en aktiv partner i det nye TTH Business netværk:

- AktivPersonale har været sponsor i TTH igennem mange år, og vi har været glade for samarbejdet. I vores tid som sponsor i klubben, har vi oplevet at udviklingen i klubben, er gået i retningen mod at man går fra at være sponsor til at være en aktiv samarbejdspartner. Det er værdifuldt for den moderne sponsor, som gerne vil have noget igen for et sponsorat, og det er netop muligt at opnå ved det nye Business koncept, siger Kjeld Nedergaard og uddyber:

- TTH Business konceptet er tiltalende for os, fordi det giver os chancen for at måle, hvad vi får tilbage for vores sponsorat. Hele konceptet har et tydeligt formål om at øge samhandelen mellem Business partnerne og TTH-sponsorerne og vi håber på at kunne øge samhandelen til gavn for alle parter. Vi ser hele konceptet som et rigtig spændende og ambitiøst tiltag, slutter Kjeld Nedergaard. 

Fakta: AktivPersonale

AktivPersonale A/S Holstebro, vikar & rekruttering, er et jysk ejet vikarbureau, som leverer vikarservice samt rekrutterer medarbejdere til faste stillinger i området Holstebro, Struer og Lemvig.

AktivPersonale har hovedsæde i Holstebro, hvor virksomheden beskæftiger en fast stab på 27 medarbejdere.

Virksomheden blev stiftet i 1999 af Kjeld Nedergaard og Judi Hede Andersen.

Læs mere om AktivPersonale HER

Del på facebook