Arbejdshandskerne vandt


07.02.2021 | Af Nanna Gantriis - Foto: Photo Overlund

Lørdagens flotte udesejr over ligaens førerhold GOG, skabte stor tilfredshed hos TTH-cheftræneren.

TTH Holstebro blev lørdag eftermiddag det første hold i 14 måneder til at slå førerholdet GOG. Dagen derpå er Søren Hansen både ydmyg og glad:

- Selvom vi laver mange mål, så hæfter jeg mig mest ved vores benhårde forsvarsarbejde, som var på højt niveau i størstedelen af kampen. Spillerne fulgte taktikken flot, og fik presset GOGs skytter til de afslutninger, vi gerne ville have. Og så gav Frandsen os en start som grundlade fundamentet til sejren, siger Søren Hansen.

Holdet vandt kampen

Flere TTH-spillere startede forårssæsonen med gode præstationer og dette fremhæver Søren Hansen som en vigtig faktor:

- I går var det holdet, der viste en fælles styrke, hvor alle tog ansvar i deres roller. Netop dette bliver nødvendig igennem hele foråret, uanset hvem modstanderne er, for at vi kan levere resultater. Hver kamp er nu en lille finale og dér skal vi være skarpe hver gang. Vi skal fortsætte med at have arbejdshandskerne på, afslutter Søren Hansen.

Personlig sponsor for Søren Hansen er ID Identity.

Del på facebook