Bramming og Gade på Årets Hold


04.05.2020 | Af Nanna Gantriis Mortensen - Foto: Photo Overlund

Som det eneste hold i ligaen har TTH Holstebro to spillere på Årets Hold i Primo Tours Ligaen.

Magnus Bramming og Simon Gade har begge fundet vej til Årets Hold i Primo Tours Ligaen efter en flot sæson i både klubmæssig og personlig regi.

Simon Gade har stået en solid sæson, hvor høje redningsprocenter og hurtige omstillinger har gjort målvogteren fra Holstebro til en farlig modstander.

Med en gennemsnitlig redningsprocent på 36 og 13 målgivende assists topper Gade suverænt målmandsposten med en MEP på 35,1. Nærmeste konkurrenter er Aalborg Håndbolds Kristian Sæverås og TTHs egen målmand Sebastian Frandsen på hhv. 28,57 MEP og 25,25 MEP.

Sebastian Frandsen ender med at have ligaens højeste redningsprocent på 37,4%, efterfulgt af netop Kristian Sæverås og Simon Gade. Dermed kan TTHs målvogterduo se tilbage på en stærk sæson mellem stængerne.

Bramming bare bedst
På venstrefløjen er TTH Holstebro ligeledes repræsenteret i form af Magnus Bramming. 130 mål og en MEP på 74,49 sikrer Bramming en klar første plads på venstrefløjen, samt en plads i top-6 over flest scorede mål i sæsonen.

Det er tredje år i træk, at Magnus Bramming er at finde på Årets Hold i herreligaen.  

Årets Hold i Primo Tours Ligaen: 

Målvogter: Simon Gade, TTH Holstebro, 35,10 MEP
Venstre fløj: Magnus Bramming, TTH Holstebro, 74,49 MEP
Venstre back: Lasse Kjær Møller, GOG, 100,27 MEP
Playmaker: Nikolaj Læsø, Århus Håndbold, 91,35 MEP
Højre back: Nikolaj Øris Nielsen, Bjerringbro-Silkeborg, 64,08 MEP
Højre fløj: Andreas Flodman, KIF Kolding, 76,94 MEP
Stregspiller: Emil Bergholt, Mors-Thy Håndbold, 60,77 MEP

Du kan allerede nu sikre dig adgang til alle TTH Holstebros hjemmekampe for den kommende 2020/21-sæson ved at bestille dit sæsonkort i boksen nedenunder.

Bestil eller forny sæsonkort her

Del på facebook