Bramming ustyrlig i EHF-storsejr


30.03.2019 | Af Morten Toft - Foto: Photo Overlund

Når man laver 15 mål, så fortjener man en overskrift. Magnus Bramming var til tider helt ustyrlig i 34-22 sejren mod spanske Liberbank Cuenca i EHF Cuppen. 

Kravet mod spanske Cuenca var simpelt før lørdagens kamp i Gråkjær Arena: Der skulle en sejr til for TTH Holstebro for at man kunne holde liv i håbet om EHF Cup kvartfinalerne - og sejren blev indfriet med en komfortabel en af slagsen.

De første 20 minutter af kampen var dog langt fra prangende af TTH Holstebro, hvor især spildprocenten på afslutningerne var høj. En tæt stilling på 12-12 blev dog hurtigt ændret til 19-13 til pausen, og så var scenen sat for en storsejr. 

Efter pausen blev der nemlig fortsat i samme spor, og her var især kontraspillet banebrydende for at man kunne rykke yderligere fra det spanske mandskab, som havde udspillet deres muligheder i EHF Cuppen. 

Magnus Bramming var som nævnt den helt store profil i 34-22 sejren med 15 scoringer. Størstedelen blev sat ind på kontra og straffe, men der blev også plads til et par scoringer fra playmaker-positionen når Jac Karlsson fik pause. 

- Det er altid sjovt at prøve playmaker-positionen, og jeg prøver at overbevise dem om at jeg skal lege lidt mere derinde, nu når vi ikke er så mange, siger Magnus med et smil og tilføjer, hvordan han så kampen: 

- Vi spiller helt forfærdeligt i de første tyve minutter, hvor intet fungerer for os. Heldigvis får vi hanket op i os selv hen mod pausen, hvor vi får en del nemme kontramål og så fører vi pludselig med seks mål. Derefter blev det lidt en rutinesag at køre sejren hjem, siger Man Of The Match, Magnus Bramming.  

Med sejren kan TTH Holstebro kvalificere sig til EHF-kvartfinalerne, hvis GOG Håndbold taber søndag mod Fraikin BM Granollers.

Næste kamp for TTH-herrerne er den 6. april, hvor man møder SønderjyskE Håndbold i sidste spillerunde af Herre Ligaen. Til denne kamp har TTH Holstebro arrangeret en festlig klubdag. Læs mere om eventet HER.  

 

TTH Holstebro # Liberbank Cuenca 34-22 (19-13)

Kampstatistik TTH Holstebro
Mål: Magnus Bramming 15, Lars Mousing Nielsen 5, Kasper Kildelund 4, Jonas Porup 4, Viktor John Östlund 2, Malte Justesen 2, Kay Smits 1, Johan Kofoed 1.

Kampstatistik Liberbank Cuenca
Mål: Natan Suarez 7, Oscar Rio 3, Kristian Eskericic 3, Martin Doldan 3, Adrian Nolasco 2, Sergio Lopez 2, Hugo Lopez 1, Lucas Moscariello 1.

Tilskuertal: 1.113

Del på facebook