Brandvarm skudarm og landsholds-hot


24.04.2021 | Af Louise Boo, foto: Ole Mortensen

TTH-mandskabet nyder godt af den skudstærke venstreback, sportskommentatorerne slynger om sig med superlativer, og nu har landstræner Nikolaj Jacobsen også vist interesse. – Aaron Mesing gør sig for alvor positivt bemærket og er nu aktuel på landsholdet.  

- Vi har som hold ramt et godt niveau den sidste tid. Og det, at der har været mange skader, har også gjort, at jeg har måttet tage over, og her har mit skud fungeret godt, siger Aaron Mensing, der i beskedne vendinger forklarer, hvorfor han tror, han er udvalgt til landsholdets EM-kvalifikationskampe mod Schweiz og Finland.  

Nikolaj Jakobsen ringede til den unge TTH-spiller efter Skjernkampen, hvor Aaron Mensing lavede det, han er bedst til – nemlig at hamre bolden i mål og atter ligge sig i toppen af scoringslisten.

Rift om Mensing

Det gode spil gik altså ikke ubemærket hen i det danske land. Og blot få dage efter, at Nikolaj Jacobsen havde lagt billet ind, meldte den tyske landstræner sig også på banen.

Den historie endte med dansk fordel, men uanset valget af landsholdstrøje, kan der næppe herske tvivl om Aaron Mensings potentiale. Og kigger man tilbage på sæsonen, er der flere ting, der bidrager til en positiv udvikling.

- Lige siden jeg skiftede, er det blevet lettere. Selvom jeg langt fra var tilfreds med mit spil i starten af sæsonen, har vi som hold spillet os tættere på det gode spil og bevaret en ro over 60 minutter, siger Aaron Mensing.

Varme tanker til TTH Holstebro

I samme ombæring sender han en tak til klubben og holdet, der har bidraget til, at han kunne finde fodfæste og udvikle sig i klubben.

- Med tiden har jeg fundet min plads på holdet, og jeg har det rigtig godt i klubben. Her har jeg kunnet finde et aggressivt spil frem, hvor jeg går mere mod mål og spiller mere løssluppen, siger Aaron Mensing.

Venstrebacken fremhæver særligt, at holdet spiller klogt, tager mere ansvar og igennem sæsonen har udviklet en skarp sans for, hvilke situationer de gerne vil ende med i angrebet.

Og det er inden for denne ramme, at Aaron Mensing har fintunet sit eget spil, og som han nu skal vise frem i landsholdssammenhæng.

Du kan se landsholdet i aktion d. 28. april, når Danmark møder Schweiz og igen d. 2. maj mod Finland.

Personlig sponsor for Aaron Mensing er Beierholm.

Del på facebook