Cheftræner: "Vi rammer ikke vores niveau"


13.09.2020 | Af Louise Boo, foto: Gunnar Overlund

For Søren Hansen og truppen blev lørdagens udekamp i SønderjyskE sæsonens første nederlag.

Det var en tæt første halvleg, men ifølge Søren Hansen var præstationen set ove hele kampen for ustabil og svingende.

- Én ting er et nederlag, og det kan jeg godt håndtere, når modstanderne er klart bedre end os. – Det var SønderjyskE ikke i dag. Det er vores egne fejl og præstation, som gør, at vi ikke får to point med hjem. Vores spil svinger alt for meget over 60 minutter. Vi formår ikke at få overhånd i mere end 2-3 min. ad gangen, siger Søren Hansen, som vil have løftet niveauet i både forsvar og angreb, når TTH Holstebro møder et fysisk stærkt hold som SønderjyskE.

Ligaen er fuld af gode hold

For træneren blev kampen i SønderjyskE et eksempel på, at hjemmeholdet i denne sæson kan blive en stærk udfordrer til top 6. Igen er dette et bevis på, at ligaen kan blive utrolig tæt i år.

- For at blive et tophold i år, er der ikke råd til at spille på 80% i de tætte kampe, og her skal vi tage noget læring med fra i dag. Allerede i næste hjemmekamp mod Skanderborg møder vi igen et stærkt hold med mange kvaliteter, og her skal vi op på et højere niveau end i dag for at hente en ny sejr. Vi vil kigge nøje på vores fejl i dag og gøre os klar til ny kamp i den kommende uge, siger Søren Hansen.

TTH Holstebros næste hjemmebanekamp er på torsdag den 17. september kl. 19.00, når holdet møder Skanderborg Håndbold i Gråkjær Arena.

Personlig sponsor for Søren Hansen er ID Identity.

Del på facebook