Cichosz: Altid lidt sommerfugle i maven


31.08.2020 | Af Louise Boo, foto: Ole Mortensen

Ribe-Esbjerg venter i morgen aften i den første kamp i ligaen. Anfører, Christoffer Cichosz, glæder sig som resten af holdet til at tage hul på sæsonen, men første kamp er altid speciel.

- Det er altid spændende at spille den første kamp. Særligt i år, hvor der på grund af corona, ikke er blevet spillet så længe. Så der er da lidt sommerfugle i maven, siger Christoffer Cichosz, der også uddyber, at modstanderen er halvsvær med mange gode spillere.

Men det tager ikke pusten fra anføreren, der ligesom resten af holdet, har set frem til endelig at spille ligabold igen.

- Jeg glæder mig helt vildt til at komme i gang og opleve suset på gulvet, siger Christoffer Cichosz.

Selvom sidste møde mod Ribe-Esbjerg for en måned siden endte med et nederlag i den første træningskamp, så mener anføreren, at det er bredden, et højere topniveau og et solidt håndværk, som vender kampen til TTH Holstebros fordel. 

- Vi har et bredere hold, og når vi rammer vores niveau, så er vi stærke. Og selv hvis vi ikke lige rammer toppen, så kan vi komme langt på vores håndværk, siger Christoffer Cichosz.

Han understreger, at de første runder højst sandsynligt ikke bliver så kønne og polerede, men så længe, slutstillingen er i TTH Holstebros favør, er "pænheden" underordnet. 

- Vi er så klar til at spille med Ribe-Esbjerg, og nu hvor vi fik stiftet bekendtskab med Larholm & Co., kan vi vende alle indtryk til vores fordel i morgen.

Personlig sponsor for Christoffer Cichosz er Jakobsen og Blindkilde.

Du kan se Ribe-Esbjerg vs. TTH Holstebro på TV2 Sport kl. 20.

Del på facebook