Cichosz efter liga-premiere: En pose blandede bolsjer


30.08.2019 | Af Morten Toft - Foto: Photo Overlund

Christoffer Cichosz fik en vellykket hjemmebanedebut for TTH Holstebro, der torsdag aften vandt 31-26 over Mors-Thy Håndbold i liga-premieren.

Trods en brækket næse, en hævet fod og noget bøvl med skulderen, ja så var det stadig stregspilleren, som stjal rampelyset i sejren.

Cichosz var derfor naturligt en lettet og glad mand efter premiere-sejren, men der var plads til forbedringer:

- Det blev lidt en pose blandede bolsjer mod Mors-Thy. Starten var uskarp fra os, hvor vi brænder for meget. Heldigvis fandt vi mere kvalitet i afslutningerne senere hen, og forsvaret stod solidt i anden halvleg. Så det var lidt en blandet liga-premiere, hvor der var plads til forbedringer, men vi glæder os meget over de to point, siger Christoffer Cichosz.

Den nye stregspiller var tilfreds med sin første officielle hjemmekamp i Gråkjær Arena, hvor det blev til en kåring som kampens spiller med 6 mål på 8 skud og flere gode forsvarsaktioner:

- Det var rigtig dejligt at opleve en god modtagelse fra publikum. Jeg havde glædet mig til at få min hjemmebanedebut i Gråkjær Arena, og heldigvis blev det en god en af slagsen, siger Christoffer Cichosz.

TTH-mandskabet spiller den næste ligakamp den 6. september kl. 18.30 på udebane mod Ribe-Esbjerg HH. Kampen afvikles i Blue Water Dokken, Esbjerg.

Del på facebook