Cooks, ID og TTH går sammen om julehjælp


22.12.2019 | Af Louise Boo, foto: Louise Boo

Det var en glad ejer af Restaurant Cooks, Huso Akkaya, som i eftermiddag åbnede dørene op for dagens særlige gæster.

Som en ny event i år, rækker Cooks, ID og TTH hånden ud til dem, der har det lidt ekstra svært i julen.

”Vi har valgt at invitere 80 personer ind til gratis mad og drikke. Det giver rigtig god mening, at vi hjælper dem, som ikke så meget at gøre godt med her i julen”, siger Huso Akkaya.

Han har kontaktet forskellige butikker i byen, så alle gæster også fik en julegave med hjem.

”Det har været en god oplevelse, at butikkerne her i byen støtter op om det gode formål. Og da 20 af de 80 gæster er børn, er jeg rigtig glad for, at især børnene får en gave at pakke op”, siger Huso Akkaya.

TTH, der er gode samarbejdspartnere med Cooks, er også med til at putte lidt ekstra gaver under juletræet. Udover en gratis billet til en valgfri håndboldkamp i Gråkjær Arena, donerer TTH huer og halstørklæder til dagens gæster.

”Da Huso kontaktede os med ideen om en eftermiddag på Cooks, var vi klar med det samme. Og vi vil selvfølgelig også gerne give en julegave, så sammen med ID Identity og Peder Holm er der en ekstra blød gave under træet”, siger Peder Fruergaard fra TTH.

Traditionen tro ved julens frokoster, er der ris á la mande til dessert med mandelgaver til de heldige.

Del på facebook