Ditte Vind: Holdet viste karakter


10.10.2019 | Af Morten Toft & Jeppe Kyed Poulsen - Foto: Photo Overlund

HTH Ligaens 7. spillerunde blev ikke vendepunktet for TTH-damerne, der stadig leder efter deres første sejr i 2019/20 sæsonen. Gæsterne fra Herning-Ikast Håndbold snuppede sejren i Gråkjær Arena efter en vellykket slutspurt.  

Det blev en tæt kamp til det sidste mod topholdet fra Herning, men høj klasse i de afgørende minutter betød at pointene havnede i Midtjylland efter en 30-24 sejr over TTH.

TTH-målvogter, Ditte Vind, var ærgerlig over at nederlaget blev så markant:

- Jeg er ærgerlig over den måde vi taber på til sidst. Jeg synes det var træls, fordi vi havde kæmpet så meget for at have det udtryk, hvor vi kæmper, smider os, og vi vil det hele, og vi scorer mål og dækker fint op. At vi smider en god kamp væk på den måde til sidst, er brand ærgerligt, når vi havde kæmpet så hårdt for det, siger Ditte Vind.

Trods nederlaget, var der positive tegn at spore i TTH-truppen, efter et par dårlige præstationer mod Randers HK og Ajax København i de seneste spillerunder. Udtrykket fra pigerne glæder Ditte Vind:

- Holdet viste karakter mod Herning-Ikast. At vi kan kæmpe os op, og presse dem til at have deres A-kæde inde hele kampen, det synes jeg var nice, men jeg vil stadig være pisse irriteret, når jeg går herfra i dag, slutter Ditte Vind.

Ditte Vind kunne noteres for otte redninger i opgøret mod Herning-Ikast.

Personlig sponsor for Ditte Vind er, Sortberg+Hansen

Del på facebook