Ditte Vind: Muligheden for point mod NFH er nu


29.10.2019 | Af Nanna Gantriis Mortensen - Foto: Photo Overlund

Ditte Vind og resten af TTHs damer er klar til at drille pokalmestrene fra Nykøbing Falster torsdag aften i Gråkjær Arena.

Med tre point i de seneste tre kampe synes TTHs damer at have fået slået hul på bylden, når det kommer til at samle point sammen i HTH Ligaen. Torsdag aften er der mulighed for at sikre flere point, når Nykøbing Falster Håndbold besøger Gråkjær Arena til SUPERTORSDAG.

Falstringerne har ikke fået den optimale start på 2019/20-sæsonen, og er pt. at finde på en 9. plads i HTH Ligaen. Netop dette vil TTH udnytte i torsdagens kamp:

- NFH har været plaget af flere skader, og det har naturligvis forstyrret deres vante rytme. Så hvis vi skal tage point fra Nykøbing i denne sæson, så er det på torsdag vi skal gøre det, forklarer målvogter Ditte Vind, der tidligere har repræsenteret torsdagens modstandere.

Selvom NFH ikke ligger i toppen af tabellen på nuværende tidspunkt, skal man dog ikke undervurdere udebaneholdet, der tæller flere ligaprofiler, bl.a. Lærke Nolsøe, Johanna Westberg og Kristina ’Mulle’ Kristiansen med en fortid i TTH:

-Skader eller ej, så er Nykøbing stadig et sindssygt stærkt hold, med en masse dygtige spillere, og vi skal være skarpe hele kampen igennem, hvis vi skal tage point fra dem. Men er vi dét, så mener jeg også vi har en reel chance for at drille Nykøbing, afslutter Ditte Vind.

Du kan se om Ditte Vind og resten af damerne fra Holstebro kan drille Nykøbing, når der er SUPERTORSDAG i Gråkjær Arena fra klokken 18.30 på torsdag.

Dittes personlige sponsor er Sortberg+Hansen

Køb billetter her

Del på facebook