"Du finder ikke den rivalisering andre steder"


22.02.2021 | Af Nanna Gantriis - Foto: Photo Overlund

Christian Jensen og Jorn Smits står onsdag overfor deres første lokalbrag mod Skjern, og begge spillere kender vigtigheden af en kamp mod de grønne.

Den ene er født i Nordjylland. Den anden i det sydlige Holland. Alligevel er både Christian Jensen og Jorn Smits fuldstændig inde i historien om det vestjyske rivalopgør mellem TTH Holstebro og Skjern:

- Kampene mod Skjern er altid specielle. Nu har jeg ikke prøvet det på egen krop, men jeg ved, at en kamp med tilskuere mod Skjern er helt vildt, siger Jorn Smits, der kom til klubben i januar.

Hollænderen kommer til at dele oplevelsen med Christian Jensen, der fik comeback fra en knæskade i denne måned og derfor også har sin første TTH-kamp mod Skjern til gode:

- Den rivalisering der er mellem TTH og Skjern finder du ikke mange andre steder. Jeg glæder mig helt vildt til at være en del af kampen, siger Christian Jensen begejstret. Selvom han måtte se første kamp bag bænken, husker højrefløjen alligevel tydeligt den stemning, der prægede holdet op til kampen i efteråret:

- Da vi kom inden i hallen i Skjern, var der en helt anden stemning. Den var krigerisk og folk havde lidt mere had i øjnene end de normalt har før en kamp, erindrer han.

Minderne skal vaskes væk
Selve kampen i Skjern har Christian Jensen og holdkammeraterne ikke gode minder fra, og derfor er holdet fra Holstebro også tørstige efter revanche:

- Vi er topmotiverede for at vinde onsdag. Den 1. halvleg vi leverede i Skjern i oktober skal vaskes væk. Vi vil ikke have sådan en præstation siddende på os, afslutter Christian Jensen bestemt.

Du kan følge braget mellem Skjern og TTH fra første parket, når TV2 Sport sender kampen direkte onsdag klokken 20.30.

Personlig sponsor for Jorn Smits og Christian Jensen er ID Identity og Sparinvest

Del på facebook