Enderleit efter comeback: 'En personlig sejr'


05.05.2022 | Af Nanna Gantriis - Foto: Photo Overlund

Selvom nederlaget til Lemvig-Thyborøn gjorde ondt, så havde Nikolaj Enderleit alligevel svært ved at gemme smilet væk. Højre backen fik nemlig længeventet comeback efter sin hofteskade.

Han fik aftenens største bifald, da han blev præsenteret inden kampen. Og med god grund.
Nikolaj Enderleit var nemlig tilbage i kamp for TTH Holstebro for første gang, siden en alvorlig hofteskade ramte ham i efteråret 2020. 

- Jeg havde det kriterie til mig selv, at jeg skulle gå ind og nyde det, og være til stede i kampen. Og det gjorde jeg… virkelig, sagde Enderleit efter comeback-kampen var kommet en smule på afstand. 

’Det er jo dette, jeg har kæmpet for i 19 måneder’
Den lange og ufrivillige pause væk fra håndboldbanen betød, at der var mange følelser forbundet med gårsdagens kamp. Især da første scoring faldt i det 46. minut, skete der noget i Nikolaj Enderleits krop:

- Da jeg fik lavet det første mål, var det som om tingene blev virkelige. Jeg ville så gerne ind og lykkedes, for det er jo det her, jeg har gået og kæmpet for de seneste 19 måneder. Så da jeg scorede første gang, var der noget inden i mig, der sagde: ”Okay, ro på. Nu spiller vi. Kom så”. Det var nærmest en følelse af eufori.

Et skridt i den rigtige retning
To mål og to assists blev det til fra Enderleits venstre hånd i kampen mod Lemvig-Thyborøn Håndbold. En ganske udmærket debut vil mange mene, men hovedpersonen selv understreger, at der stadig er et stykke vej tilbage til topformen:

- Denne kamp var et skridt i den rigtige retning. Men jeg kan sagtens mærke, at der mangler noget timing og noget føling med banen og bolden. Nu er vi i gang, og så handler det om at få en masse træningstimer sammen med resten af holdet, siger Nikolaj Enderleit med et smil, der er den 24-årige bagspiller velundt. 

- Jeg er naturligvis bitter over, at vi tabte kampen og den situation, vi står i. Men omvendt har jeg svært ved ikke at smile. For på det personlige plan var i dag en stor og længe ventet dag.

Personlig sponsor for Nikolaj Enderleit er Krøyer Pedersen.

Del på facebook