Etableret ligaspiller skifter til TTH Holstebro


24.04.2019 | Af Morten Toft - Foto: Nanna Gantriis Mortensen

23-årige Maria Mose Vestergaard skifter til TTH Holstebro på en 1-årig kontrakt. Venstre fløjen kommer til klubben efter flere gode år i Team Esbjerg.  

Glæden er stor i TTH Holstebro over den nye aftale med fløjspilleren Maria Mose Vestergaard, som kommer til klubben med flere års liga-erfaring fra topklubben Team Esbjerg. 

Maria Mose Vestergaard vendte for nogle måneder siden tilbage til håndboldbanen efter næsten et års genoptræning fra en større skade. Den stærke fløjspiller er nu tilbage i kamp-vigør, og det er noget som TTH Holstebro får gavn af fra næste sæson.

Hos Maria er glæden stor over at skulle starte et nyt håndboldkapitel i TTH Holstebro: 

- Jeg glæder mig til at komme til Holstebro og prøve noget nyt. Efter at have spillet alle mine år i Esbjerg, er jeg nået til et punkt i min karriere, hvor jeg har ønsket en ny udfordring. Da muligheden bød sig for at komme til TTH Holstebro, var jeg ikke i tvivl om at det var et godt match. Jeg glæder mig meget til at starte i klubben, siger Maria Mose Vestergaard, som er godt på vej til at genfinde den tidligere form:

- Jeg går 100% efter at komme tilbage på det niveau jeg havde før min skadepause, og det tror jeg på at jeg kan genfinde i Holstebro. Jeg ved at Pether Krautmeyer er en dygtig træner, som formår at udvikle unge spillere og gøre dem klar til det næste skridt i deres karriere. Det bliver ekstremt spændende at skulle indgå i TTH's trup, som er fyldt med unge ambitiøse spillere, og det har været en af de store grunde for mit skifte til klubben. Man kan mærkeligt nok sige at jeg bliver en af de mere rutinerede på holdet i alder af snart 24 år. At få den rolle er noget jeg ser frem til, og jeg glæder mig til at skulle tage mere ansvar. 

Maria Mose beundrer mentaliteten, der er hos dametruppen i Holstebro: 

- Jeg ser frem til at blive en del af et hold, som ønsker at vinde for enhver pris. Man har i denne sæson set et TTH-hold, der altid har haft en tro på tingene i kampene, og ikke har lagt sig ned selvom man til tider har været voldsomt undertippet. Den hold-mentalitet kan jeg godt se mig selv i, slutter Maria Mose Vestergaard.

Pether Krautmeyer: Vi får en positiv pige med ben i næsen 

- Maria er en spiller, som har prøvet lidt mere end dem vi er vant til at hente til klubben. Hun har spillet flere store kampe i Team Esbjerg, og har i en ung alder fået sin A-landsholdsdebut. Jeg er utrolig glad og stolt over at vi får muligheden for at arbejde med en så dygtig pige i TTH, siger cheftræner Pether Krautmeyer og tilføjer om Maria: 

- Vi får en fantastisk positiv pige, der har ben i næsen og som ved hvad hun vil. Hun er en person, som ønsker at tage ansvar ved at angribe frem i banen, og hun stiller sig ikke tilfreds med at stå tilbage og se håndbold. Hun er en type, som udstråler fight, vilje og positivitet, og det er noget alle hold kan bruge. 

Hos Pether er der heller ikke tvivl om potentialet hos Maria Mose: 

- Maria har potentialet til at blive meget bedre, og det skal vi forsøge at få forløst i TTH Holstebro. Jeg tror det vil gavne hende at komme til vores klub, hvor hun kan få mere fokus på sig selv med mere spilletid. Hun vil få mulighed for udvikle hendes spidskompetencer i vores klub-setup, slutter Pether Krautmeyer.

Vestforsyning bliver personlig sponsor for klubbens nye venstre fløj

Det bliver en af klubbens hovedsponsorer, Vestforsyning som i sæsonen 2019/2020 bliver personlig sponsor for Maria Mose Vestergaard. 

Del på facebook