Facit: For mange brændte chancer


18.12.2020 | Af Nanna Gantriis - Foto: Photo Overlund

For Christoffer Cichosz var det brændte chancer og manglende skarphed, der gjorde udslaget i torsdagens nederlag mod Skanderborg Håndbold.

I efterårets første to kampe mod Skanderborg Håndbold har TTH kunne tage henholdsvis to ligapoint og en finaleplads i pokalturneringen 2019/2020 med sig hjem i bagagen. Torsdag aften var det så Skanderborg, der kunne gå sejrrigt fra banen, hvilket ærgrer Christoffer Cichosz:

- Vi leverede en præstation, som var under vores vanlige niveau, specielt på angrebsdelen. Vi fik spillet os frem til mange fine ting, men brændte for meget - mig selv inklusivt, siger anføreren ærligt.

En målfattig start på 2. halvleg spændte ben for TTH Holstebro, der ellers var gået til pause foran med 14-13:

- Det er noget rod, når man har sådan en periode, hvor man ikke laver mål. Vi har dog vist gentagende gange den seneste tid, at selvom vi er i svære perioder, så kommer vi tilbage, siger stregspilleren.

Det samme var tilfældet i Skanderborg, hvor TTH Holstebro faktisk fik indhentet den femmålsføring, som Skanderborg havde fået skabt sig i starten af anden halvleg. Men det var ikke helt nok.

- Vi kom jo tilbage, siger Cichosz og henviser til det 51. minut, hvor holdet blot var bagud 24-25.

- Men vi brændte for meget og lavede små, individuelle fejl. Vi manglede den sidste skarphed og derfor tog Skanderborg sejren til sidst. Nu må vi få tanket op inden kampen mod Fredericia, så vi kan slutte ordentligt af.

Tirsdag venter efterårssæsonens sidste kamp, når Fredericia HK gæster Gråkjær Arena. Opgøret kan ses direkte på TV2 Play klokken 20.30.

Personlig sponsor for Christoffer Cichosz er Jakobsen & Blindkilde.

Del på facebook