Farvel til flot 2019 – Goddag til jubilæumsåret 2020


31.12.2019 | Af John Mikkelsen

Håndboldåret 2019 blev sluttet af på flotteste vis. Klubbens damehold vandt Final4 bronzekampen over ligaens nr. 2 fra København Håndbold. Denne præstation og herreholdets flotte efterår med placering i ligaens top, deltagelse i både EHF-gruppespil og Final4, har skabt den perfekte start på klubbens 20 års jubilæumssæson i 2020.

Med 2019 der går på hæld og 2020 lige rundt om hjørnet, er der seks ting, der er værd at nævne:

  1. Godt nytår til alle i og omkring klubben

Der skal fra klubbens side lyde et stort GODT NYTÅR til alle i og omkring klubben. Tak for alles opbakning, tillid og fællesskab omkring klubben. Jeres interesse for TTH giver os en stor optimisme for fremtidens elitehåndbold i Holstebro, Struer og i det regionale område.

  1. TTH runder et skarpt hjørne i 2020

I 2020 er det 20 års siden, at TTH Holstebro blev skabt af moderklubberne HH90 og Tvis Håndbold, og det har været 20 flotte og spændende år for klubben. TTH er nu en af kun to klubber i Danmark, som kan præsentere to ligahold, og det er vi stolte af.

Vi vil i 2020 på forskellige måder fejre jubilæumsåret, og her vil vi hylde den flotte klubhistorie, fællesskabet og de mange personer, som både på og udenfor banen har ydet en flot indsats for klubben gennem de seneste 20 år. Uden denne store indsats var vi ikke blevet den stærke klub, som vi er i dag.

  1. Glæd jer til nye sportslige oplevelser i 2020

På baggrund af et sportsligt stærkt efterår med flotte resultater og store oplevelser i Gråkjær Arena, kan vi nu stolte og tilfredse gå ind i 2020. Vi glæder os til denne sæsons afgørende halvdel, hvor vi tror på en ny stærk halvsæson for både Westerholms og Krautmeyers tropper.

  1. Bramming og co. får et særdeles spændende forår

Foråret bliver en ren ”lækkerbisken”. I februar og marts venter der tre europæiske topkampe i Gråkjær Arena samt et storslået Final 4 stævne i Herning til marts, og mon ikke et DM-slutspil i april.

Vi kan næste ikke vente...

Holdet har ligget i top 3 i stort set hele 1.runde, som bl.a. er sket på baggrund af stærke præstationer, hvor Damgaard, Cichozs og Meklenborg, med vinderattitude og flot håndbold har gået forrest.

  1. Final4 oplevelse skal tages med ind i Ligaen

Dameholdets flotte Final4 præstationer giver en god optimisme for holdets 2.runde i HTH Ligaen. Med deltagelsen i Santander Final4 stævnet har klubbens unge og hårdt fightende damehold allerede overgået sæsonens forventningerne. Vi kan se, at holdet nu er endnu mere sammenspillet, og derfor tror vi på, at holdets store udviklingspotentiale vil udfolde sig endnu her i løbet af foråret.

  1. Millionkamp og 20 års jubilæum

Udenfor banen fortsætter klubben arbejdet med at skabe et endnu stærkere økonomisk fundament for TTH. Det har vi brug for, for at kunne fastholde vores sportslige position i toppen af dansk håndbold. Vi møder flot opbakning fra erhvervslivet til klubbens strategi, og vi siger goddag til flere nye partnere end farvel til andre.

Alt i alt oplever vi en større og bredere opbakning. Den er vi stolte af. For at styrke klubbens økonomi indeholder vores årsprogram en række spændende events. Den årlige ”Millionkamp” i februar bliver et af forårets store tiltag sammen med forskellige aktiviteter i forbindelse med klubbens 20 års jubilæum i 2020.

TTH Holstebro ønsker alle et godt nytår og på gensyn til endnu flere store fælles oplevelser i 2020.

Med venlig hilsen

TTH HOLSTEBRO

 

 

Del på facebook