Final4-lodtrækning: Hvad tænker Damgaard og Porup?


02.01.2020 | Af Nanna Gantriis Mortensen

Mens Gråkjær Arena har sydet og boblet af Final4-stemning på damesiden, så har TTHs herrer haft tid til at analysere forud for deres Final4-turnering i marts måned.

Jubelbrølet fra publikum i Gråkjær Arena var ikke til at tage fejl af, da TTHs Allan Damgaard inden jul trak Skanderborg Håndbold op ad bowlen som årets semifinalemodstander til herrernes Final4. Men hvad tænker spillerne egentlig om Final4 og ikke mindst semifinalemodstanderen?

- Statistisk set har vi haft det godt mod Skanderborg Håndbold de seneste år, men det er svært at sige, hvordan holdenes forfatning er den 14. og 15. marts. Der kan nå at ske mange ting på 1,5 måned, udtaler Jonas Porup og pointerer samtidig tætheden i den danske herreliga:

- Skanderborg ligger kun tre point bag os i Primo Tours Ligaen på nuværende tidspunkt, og det afspejler også, hvor tæt ligaen rent faktisk er. Alle kan slå alle.

- Man skal heller ikke glemme, at det altså er en pokaltitel, vi spiller om. Her kan nogle hold finde på at ”sælge” en kamp eller to i ligaen, for at yde det maksimale til Final4. Når det så er sagt, så skal vi vinde den semifinale. Det har været målsætningen hele tiden, uanset hvilket hold vi skulle gå hen og møde.

Drømmen om at vinde det hele
Hos holdkammeraten Allan Damgaard er ambitionerne for Final4 ligeledes klar:

- Final4 er noget alle ser frem til. Allerede når holdene møder ind til første træningsdag i juli måned, går snakken på pokalturneringen. Alle hold vil spille med i Jyske Bank Boxen når vi kommer til marts måned.

Personligt drømmer Allan Damgaard dog om mere end ”blot” at deltage ved Final4:

- Nu har vi kvalificeret os til finaleweekenden. Det er vildt fedt og noget, vi som klub og spillere skal være stolte af. Men personligt vil jeg mere end det. Jeg tager til Herning for at vinde det hele!, afslutter Damgaard med et smil i mundvigen.

Personlig sponsor for Jonas Porup og Allan Damgaard er Vestforsyning og Jens Jensen

Du kan også tage del i håndboldfesten og støtte TTHs herrer i Jyske Bank Boxen den 14. og 15. marts. Køb din billet på Tophåndbolds hjemmeside eller i linket nedenunder.

Link til Final4-billeter: https://www.ticketmaster.dk/feature/santanderfinal4/

Del på facebook