Flere topplaceringer til TTH Holstebro


30.03.2021 | Af Nanna Gantriis - Foto: Ole Mortensen

Statistikker lyver som bekendt aldrig. Og kigger man statistikkerne igennem ligger TTH Holstebro til flere topplaceringer inden grundspillets sidste kamp mod Aalborg Håndbold påskedag.

TTH Holstebro har haft en god forårssæson med 6 sejre ud af 7 mulige. Dette afspejles også på statistik-listerne, der administreres af Divisionsforeningen. Lad os her gøre nogle enkelte nedslag i de hårde fakta:

En af de bedste forårssæsoner i klubbens historie
TTH har været kyniske i denne forårssæson og kampen mod BSH er klubbens eneste nederlag i 2021. Dermed har holdet haft en af de stærkeste forårssæsoner med seks sejre ud af syv mulige. Dette er kun sket én gang før i klubbens historie, nemlig i sæsonen 2014/2015 hvor TTH vandt 7 kampe ud af 7 mulige i forårssæsonen.

3. mest scorende hold
Kun GOG og Aalborg Håndbold har scoret flere mål end TTH Holstebro i grundspillet. Helst præcist har holdet scoret 766 mål i indeværende sæson.

Tre spillere på topscorerlistens Top 10
Som det eneste hold i ligaen har TTH Holstebro hele tre spillere i Top 10 på topscorerlisten. Kay Smits, Magnus Bramming og Aaron Mensing indtager hhv. 5., 6. og 9. pladsen på listen og har tilsammen scoret 399 mål for TTH.

Tre spillere på MEP-listen
Selvsamme spillere indtager toppen når det gælder effektivitet. Smits, Mensing og Bramming er alle en del af Top 10 på ligaens MEP-liste, der rangerer de mest effektive spillere.

Frandsen i Top 3
Også i den anden ende af banen har TTH excelleret i grundspillet. Målvogter Sebastian Frandsen har stået med en gennemsnitlig redningsprocent på 33%, og dette rækker til en plads i Top 3.

3. mest pointgivende grundspil
Kun to gange før i klubbens 20 år lange historie har TTH Holstebro stået med så mange point i grundspillet - det var i hhv. 2015/2016-sæsonen (39 point) og 2013/2014-sæsonen (39 point). Hvis det bliver til sejr over Aalborg Håndbold søndag eftermiddag vil klubben stå med 38 point plus 2 skrivebordspoint efter kampen mod BSH, og dermed placerer sæsonen 2020/2021 sig som et af de mest pointgivende grundspil i historien.

Du kan se hvordan pointene og placeringerne fordeles i grundspillets sidste runde søndag den 4. april. TTH besøger Aalborg Håndbold og kampen kan følges direkte på TV2 fra klokken 15.30.

Del på facebook