Gade: Aggressivitet er nøglen mod GOG


21.12.2018 | Af Morten Toft - Foto: Louise Boo Jespersen

En svær udebanekamp venter for TTH Holstebro, når de lørdag eftermiddag møder GOG Håndbold i den sidste kamp før vinterpausen. 

TTH-målvogter, Simon Gade, har tro på point i mødet mod ligaens nummer 2. Værterne fra GOG, er fire point foran TTH Holstebro, som er placeret på 3. pladsen i tabellen. 

- Vi har forberedt os på lidt af hvert mod GOG, da vi ved at de er ramt af en del skader i truppen efter et hårdt program. Men uanset hvem de har klar, så er vi indstillet på en hård kamp på en svær udebane, hvor vi skal helt op og ringe, siger Simon Gade. 

Simon Gade kommer til at stå overfor en af ligaens mest målfarlige skytter i opgøret.

- Et af GOG's største våben er klart, Lasse Møller. Vi kan ikke tillade at han skyder frit, og derfor er aggressivitet nøglen, siger Simon Gade.

GOG og TTH Holstebro mødes ovenpå en Santander Cup skuffelse for begge klubber. Simon Gade håber at holdet kan rejse sig 

- Man er naturligvis stadig skuffet over vores pokal-exit, men vi skal videre. Sådan er gamet; man kan ikke hænge sig i tidligere resultater, og det er krævet af os at vi er klar igen mod GOG. Jeg forventer at det kommer til udtryk fra os alle, og vi ønsker at slutte godt af i den sidste kamp før vinterpausen, slutter Simon Gade.

Kampen mellem GOG Håndbold og TTH Holstebro spilles lørdag eftermiddag kl. 14.15 i SU`VI:T Arena. Opgøret sendes på TV2.

Del på facebook