'Godt vi har hinanden'


21.07.2021 | Af Nanna Gantriis

Efter nogle intensive dage med mange nye indtryk er Jonas Gade og Frederik Tilsted glade for at have hinanden. Højre backen og playmakeren deler en fortid i Mors-Thy Håndbold, men nu er de klar til at nå nye mål sammen i TTH Holstebro.

Det er altid godt at have en ven i nød. Det ved Frederik Tilsted og Jonas Gade, der i denne uge løber lungerne ud på atletikbanen og laver den berygtede opstarts-crossfit i styrkerummet med fysisk træner, Thomas Graagaard. Alt sammen for at de to pokalmestre kan skaffe metal til TTH Holstebro:

- Det er sådan en opstart er. Det er fysisk hårdt, og man er klar over det allerede inden, man møder ind til første træning, siger Frederik Tilsted.

Ny by; samme venskab
Én ting er den hårde træning. Noget andet er de nye holdkammerater, nye omgivelser og nye tilværelser Tilsted og Gade nu skal vænne sig til:

- Man ved selvfølgelig godt hvem hinanden er i håndboldligaen, men det har været rart at have Jonas med de første dage, siger Frederik Tilsted, inden Jonas Gade supplerer:

- Præcis. Holdet har taget super godt imod os, men det er rart at have en, som man kender ud og ind, og som man har oplevet store ting sammen med (red. pokalmesterskabet i juni). Det gør opstarten lidt lettere.

Personlig sponsor for Jonas Gade og Frederik Tilsted er Grisehandler Jesper Madsen og STS Biler Holstebro.

Du kan se de to herrer få debut i Gråkjær Arena den 18. august, når TTH spiller jubilæumskamp mod Aaron Mensing og SG Flensburg-Handewitt. Køb dine billetter her.

Del på facebook