Grundspillet slutter med pointdeler


06.04.2019 | Af Morten Toft - Foto: Nanna Mortensen

Det blev et tæt og spændende opgør da TTH Holstebro og SønderjyskE Håndbold tørnede sammen i sidste runde af grundspillet. De to klubber delte i porten med slutresultatet 30-30.  

Underholdningen var i top til opgøret mellem TTH og SønderjyskE, hvor det var tæt fra start til slut. Der kunne noteres følgende stillinger undervejs i kampen: 3-5, 7-7, 13-12 (pause), 17-14, 20-17, 24-24, 28-26 og 30-30. 

En som nød kampen ekstra meget, var 18-årige Johan Kofoed. Det unge talent kunne noteres for fem mål i kampen efter en stærk præstation:

- Den her oplevelse rangerer nok i top-2 over hvad jeg har oplevet. Det var kæmpe stort at være en del af kampen, og få så meget ansvar, siger Johan Kofoed, der nød at spille for en spækket kulisse:

- Stemningen var fantastisk. Det var virkelig specielt at sætte scoringer i kassen, og så efterfølgende høre reaktionen fra publikum.

Med dagens resultat slutter TTH Holstebro på ligaens 4. plads, hvilket giver et vigtigt point med over i DM-slutspillet.

TTH Holstebro kommer til at danne slutspilsgruppe med Aalborg Håndbold, Skjern Håndbold og SønderjyskE Håndbold. 

De første kampe i DM-slutspillet spilles den 17. april. Her spiller TTH på udebane. 

 

TTH Holstebro # SønderjyskE Håndbold 30-30 (13-12)

Kampstatistik TTH Holstebro
Redninger: Simon Gade 11/29 (37%) 
Mål: Magnus Bramming 9, Johan Kofoed 5, Jac Karlsson 3, Rasmus Mørup 2, Malte Justesen 2, Kasper Kildelund 2, Kay Smits 2, Jonas Porup 2, Viktor Östlund 1, Lars Mousing 1, 
Udvisninger: 2

Kampstatistik SønderjyskE
Redninger: Kristian Pedersen 7/23 (30%) Thorsten Fries 3/16 (18%) 
Mål: Aaron Mensing 8, Oliver Eggert 6, Arnar Halfdansson 5, Steffan Høi 3, Mikkel Hansen 3, Frederik Ladefoged 2, Frederik Børm 1, Alexander Hansen 1, Rasmus Nielsen 1. 
Udvisninger: 2

Tilskuertal: 2.475

Del på facebook