HA85, tatoveringer og fart i fødderne


10.08.2021 | Af Nanna Gantriis - Foto: Ole Mortensen

Rasmus Kier har fart i fødderne, elsker tatoveringer og har et helt specielt forhold til sit trøjenummer. Lær vores nye højrefløj bedre at kende her.

Rasmus, hvor startede din håndboldkarriere?
Jeg startede med at spille håndbold i HA85, som ligger i Hvinningdal, en forstad til Silkeborg. Her spillede jeg faktisk både håndbold og fodbold, indtil jeg måtte vælge mellem de to sportsgrene som 13-årig, og håndbolden vandt.

Har du altid været fløjspiller?
Nej, jeg har også været bagspiller. Indtil mit første år som senior spillede jeg faktisk både højre back og højre fløj.

Er der en historie bag dit vag af trøjenummer?
Jeg føler 19 altid har været et fløjnummer. Det er et fedt nummer og første gang jeg selv måtte vælge nummer, valgte jeg nummer 19. Så har det hængt ved siden.

Dine arme er efterhånden godt dekoreret med blæk. Hvad skal din næste tatovering være?
Det ved jeg faktisk ikke. For mig er tatoveringer en proces, og der skal være noget mening bag. Lige nu tror jeg armene er nogenlunde færdige, men man ved aldrig.

Hvad var du blevet, hvis ikke du var blevet håndboldspiller?
Det er faktisk et godt spørgsmål… Jeg er netop blevet uddannet serviceøkonom og skal til at læse Sport Management ved siden af håndbolden. Så måske var jeg blevet eventkoordinator.

Hvad skal der til for at du får en succesfuld tid i TTH Holstebro?
Jeg prøver altid at gå til opgaverne med oprejst pande og et positivt sind. Hvis jeg husker det, og samtidig knokler på, så skal det nok skal blive godt her i Holstebro.

Personlig sponsor for Rasmus Kier er Hvide Sande Bryghus. Du kan se Kier og resten af TTH-mandskabet spille træningskamp mod Ribe-Esbjerg HH i Vildbjerg Stadionhal torsdag den 12. august 17.30.

Næste kamp i Gråkjær Arena er onsdag 18. august, hvor vi spiller jubilæumskamp mod den tyske storklub SG Flensburg-Handewitt og Aaron Mensing. Køb dine billetter ved at klikke her.

Del på facebook