Hvid fest venter i Struer


20.01.2020 | Af Nanna Gantriis Mortensen - Foto: Photo Overlund

Når TTHs damer mandag den 27. januar spiller mod Viborg HK bliver det med en hvid fest i Struer Energi Park.

TTHs damer skal indstille gps’en til holdets anden hjemmebane, når de mandag den 27. januar skal køre til kamp. Opgøret mod Viborg HK spilles nemlig i Struer Energi Park, hvor der forventes en livlig – og hvid oplevelse – i den intime hal. Speciallavede hvide TTH-trøjer fra ID Identity deles ud til alle tilskuere, og dermed er rammen sat for en spændende TTH-aften for hjemmepublikummet. 

Glæde over ligahåndbold i Struer
TTH-direktør John Mikkelsen er glad for, at man endnu engang kan præsentere ligahåndbold i Struer:

- Vi er meget glade for, at vi igen rykker en af vores damekampe til Struer Energi Park. På denne måde kan vi brede håndbolden længere ud i lokalområdet og ramme en stor målgruppe af håndboldinteresserede i Struer og omegn, fortæller TTH-direktøren, der oplever stor interesse for kampen mod traditionsklubben fra Viborg:

- Vi forventer omkring 700-800 tilskuere, og dermed en næsten udsolgt hal. Sidst vi spillede i Struer Energi Park i efteråret, fik damerne en flot sejr, og vi vil jo gerne bibeholde den statistik, at kampe i Struer giver point, siger John Mikkelsen.

Flot opbakning fra 7600-partnere
Til opgøret mod Viborg HK har en gruppe 7600-partnere bakket ekstra op omkring kampen, idet de står klar med en hvid TTH-trøje til alle tilskuere.

- Vi glæder os til den ”hvide fest” i Struer, og sender en stor tak til vores 7600-partnere som har gjort den hvide fest muligt, siger John Mikkelsen

Tak til følgende partnere:

  • Hylleberg´s Maler og Ejendomsservice
  • Best Care, Struer
  • Lydens By, Struer Kommune
  • Mr. Arthur
  • Joca a/s
  • Nedbrydningsfirmaet Hvidberg
  • Struer Fysioterapi
  • Conformo
  • Sortberg Hansen

Du kan stadig nå at få fingrene i en billet til kampen mod ligaprofilerne fra Viborg. Køb dine billetter i den røde billetboks nedenunder.

Køb billetter her

Del på facebook