Hyldest til Westerholm og co. for flot sæson og DM-bronze


11.04.2020 | Af Louise Boo, foto: Gunnar Overlund

Med en DM-bronze, en Final 4 plads og EHF-gruppespil fik Patrick Westerholm sat et meget flot punktum for 5 år som cheftræner i TTH Holstebro.

Med beslutningen om at afslutte ligasæsonen før tid, får klubbens finske træner, Patrick Westerholm, ikke mulighed for at stå i spidsen igen for holdet, som gennem hele sæsoneen har været et tophold i ligaen.

For TTH og for klubdirektør John Mikkelsen er der stor forståelse for beslutningen om at stoppe ligaen nu, selvom de gerne ville have spillet sæsonen til ende.

- Selvom det blev en anderledes afslutning på sæsonen, så er jeg på klubbens vegne både glad og stolt over herreligaholdets flotte DM-bronze medaljer, som er kommet i hus efter en stærk sæson af Westerholm og co. De har gennem hele sæsonen haft et højt niveau, og jeg er meget imponeret over, at Westerholm og trænerteamet har kunnet få holdet til at præstere så godt med et forholdsvis nyt hold. Både spillere og trænere og alle omkring holdet har ydet en flot indsats, og holdet har vist at den rummer et stort potentiale for fremtiden, siger John Mikkelsen.

Med en DM-bronze i hånden slutter samarbejdet mellem Patrick Westerholm og klubben til sommer. Med sæsonens samlede resultater slutter Westerholm fem gode år på flotteste vis.

- Patrick har uden tvivl ført klubben og holdet frem til at blive et fast top-5 hold i ligaen, og ser vi på de fem sæsoner, så har Westerholm hvert år ført holdet frem til flotte resultater som DM-sølv og bronze, Champions League deltagelse, EHF Final 4, et pokalmesterskab samt nu Final 4 deltagelse. Samtidig har vi hvert år deltaget i de europæiske turneringer og har været en flot ambassadør for Holstebro og Danmark. Disse flotte resultater gør os stolte, og derfor skal der lyde en meget stor tak til Patrick Westerholm for hans indsats og personlighed for TTH Holstebro, siger John Mikkelsen.

Klubben vil på et senere tidspunkt både fejre trænere og spillere for den flotte DM-bronze, og vil her samtidig sige pænt farvel til de personer, som stopper i klubben til sommer.

Del på facebook