JAAAA - vi skal ses igen!


18.05.2021 | Af Nanna Gantriis - Foto: Photo Overlund

Det er nu bekræftet, at der må komme tilskuere til indendørs sportsbegivenheder. Derfor er vi glade for at kunne byde omkring 1190 tilskuere til håndboldfest, når TTH Holstebro møder Bjerringbro-Silkeborg Håndbold i årets første DM-semifinale mandag den 24. maj 2021, kl. 14.00.

Med den nye genåbningsaftale vil følgende retningslinjer gælde:

  • Tilskuere inddeles i sektioner som bestemmer, hvornår man må ankomme til hallen. Alle tilskuere med pladser i øvre sektion skal ankomme til hallen mellem 70 minutter og 55 minutter før kampstart. Tilskuere med pladser i nedre sektion skal ankomme mellem 45 og 30 minutter før kampstart. På billetten fremgår om dit sæde er placeret i øvre eller nedre sektion. Det er vigtigt, at du overholder dit givne ankomsttidspunkt, så vi kan få alle tilskuere ind på den bedste og mest sikre måde.
  • Der anvendes forskellige indgange i Gråkjær Arena. Tjek din billet inden ankomst og se hvilken indgang, du skal benytte.
  • Reglen om coronapas gælder også, når du skal til håndbold i Gråkjær Arena. Er du derfor 15 år eller derover, skal du medbringe dokumentation for færdigvaccination eller en negativ coronatest, som er maksimalt 72 timer gammel.
  • Når du ankommer til Gråkjær Arena, bliver du først mødt af en kø for coronapas. Her vil dit coronapas blive tjekket, hvorefter du vil modtage en fantrøje og et TTH jubilæumsmagsin, inden du bliver sendt videre til den næste kø. Her bliver din billet scannet, inden du kan gå ind i hallen og finde dit sæde. Husk at have både coronapas og billet klar, når du ankommer til køen. Så går det meget hurtigere med at hjælpe dig og de andre gæster ind i hallen.
  • Når du skal forlade Gråkjær Arena foregår dette ved samme indgang, som du kom ind af ved ankomst til hallen. Bliv på dit sæde indtil halspeakeren giver dig og din sektion lov til at forlade hallen.

Salg af overskydende billetter (det officielle billetsalg) til første semifinale mod BSH åbner torsdag den 20. maj klokken 10.00. Indtil da vil sæsonkortholdere og sponsorer have førsteret til billetter.

Del på facebook