Januar = glæde og hårdt arbejde


10.01.2022 | Af Nanna Gantriis - Foto: Louise Boo

Christoffer Cichosz og resten af TTH-mandskabet vendte i dag tilbage til træningsbanen efter en velfortjent julepause. Nu skal januar bruges i selskab med tunge vægte og masser af harpiks.

Der var højt humør, da ligaherrerne i dag havde første træningsdag i 2022. En af dem, som havde glædet sig til at komme tilbage i Gråkjær Arena, var Christoffer Cichosz:

- Det er altid dejligt at samles igen efter en lang pause. Man kan mærke, at folk har glædet sig til se hinanden igen.

'Det bliver hårdt og godt'
De brede smil hos TTH-spillerne blev dog hurtigt skiftet ud med sammenbidte tænder og sved på panden, da først fysisk træner Thomas Graagaard og dernæst Claus Uhrenholt tog teten ved dagens to træningspas

- Der blev gået godt til den i dag. Og mon ikke det også bliver kendetegnende for de næste ugers træning: Hårdt og godt.. og hårdt, siger Christoffer Cichosz, der er klar i mælet om, hvad januar måned skal bruges på:

- Vi skal bruge landsholdspausen på at arbejde videre med de ting, der fungerede godt i decembers kampe, og så skal vi bruge tiden på at få spillet holdet endnu mere sammen, nu hvor flere er vendt tilbage fra skader. Januar skal bruges fornuftigt og effektivt, understreger anføreren.

Personlig sponsor for Christoffer Cichosz er Jakobsen & Blindkilde.
TTH Holstebro spiller første ligakamp i 2022 fredag den 4. februar klokken 19.00 mod Aalborg Håndbold. 

Del på facebook