Johan Meklenborg – Årets herrespiller i TTH Holstebro


10.06.2020 | Af Louise Boo

Den 26-årige playmaker er valgt efter en flot sæson, hvor han fik bevist, at han er en stor ligaprofil.

Efter gode år i Nordsjælland Håndbold vendte Johan Meklenborg i sommer 2019 tilbage til TTH. Allerede det første år har den dygtige playmaker vist sit store potentiale og været et af holdets mest markante spillere gennem sæsonen. Det resulterede blandt andet i en flot DM-bronze, -Final4 og EHF-deltagelse. Det er derfor velfortjent, at han i sæson 2019-2020 er valgt som Årets Spiller i TTH Holstebro.

Hos cheftræner Patrick Westerholm er der stor opbakning til valget.

- Johan er vokset i rollen som en 2-vejs spiller. Han har udviklet sig til en central spiller i klubben, som nu også kan dække op. Forsvarsspillet har været med til få Johan med i kontrafasen, hvor hans gode vurderingsspil er på et højt niveau, hvilket gør ham til en endnu mere komplet spiller. Angrebsmæssigt har han spillet meget som både playmaker og venstre back. Han har løftet denne opgave med klasse! Et godt skud, gode vurderinger samt styring af angrebet. Johan har via vores Europa Cup kampe fået masser af erfaring, og denne bliver nyttig for både Johan og holdets udvikling, siger Patrick Westerholm.

Selvom han ikke er træner i klubben til næste sæson, ser Patrick Westerholm frem til at følge playmakeren. Han forudser, at Johan Meklenborg kan være med til at fastholde TTH som et tophold de kommende sæsoner.

Lokal talent til ligaprofil
For TTH Holstebro har det været en fornøjelse at have Johan Meklenborg hjemme igen.

- Det giver altid ekstra stolthed, når en af de lokale spillere går fra talent til ligaprofil. Johan har et stort potentiale, og han har gennem de sidste tre år vist, at han hvert år kan løfte niveauet på ny. Med Johan som en af klubbens profiler, ser vi frem til de kommende år. Jeg er sikker på, at Johan mange gange vil få hjemmepublikummet op at stå i Gråkjær Arena, slutter TTH-direktør John Mikkelsen af. 

Hovedpersonen selv er glad for den anerkendelse der falder, sammen med prisen som Årets TTH-herrespiller:

- Det er altid dejligt at få ros for det arbejde, man har lavet. Prisen er med til at fortælle, at det formentlig var det rigtige skridt for mig at skifte fra Nordsjælland til TTH og en større klub. Jeg er glad for at være her i Holstebro og for at være i en klub, hvor missionen er at spille med om medaljer og de sjoveste placeringer, siger Johan Meklenborg.

Sortberg Hansen ved Lennart og Kenneth Sortberg står bag sponsorgaven til Årets Spiller.

Personlig sponsor for Johan Meklenborg er ID Identity.

 

Del på facebook