Johan Meklenborg: Motiveret for at vinde


14.07.2020 | Af Nanna Gantriis Mortensen - Foto: Alex Paulsen

Johan Meklenborg kan om få dage møde ind til en ny sæson med nye holdkammerater og ikke mindst en stor motivation for at vinde.

For mange spillere og fans synes 2019/20-sæsonen i Primo Tours Ligaen uforløst. Det samme synes Johan Meklenborg, der derfor glæder sig til snart at kunne trække i TTH-trøjen og give bolden op til kamp.

- Jeg savner at spille håndbold. Det er over fire måneder siden vi spillede vores sidste ligakamp, og vi er ivrige efter at komme i gang igen.

Metal i tankerne
Men bagspilleren savner ikke kun at spille håndbold. Han savner også at vinde. Derfor er vindementaliteten også helt i top hos Meklenborg:

- Jeg er yderst motiveret for at gå ud og vinde håndboldkampe det kommende år. Vi spillede en god sidste sæson, hvor specielt vores defensiv stod skarpt. Det skal vi bygge videre på, siger TTH’eren, der er klar i mælet om sine egne ambitioner for den kommende sæson:

- Jeg vil gerne deltage i EHF Cup’en og levere et bedre indtryk i Europa, end vi lavede i dette forår. Final4 er også noget jeg stiler efter, og så vil jeg gerne have nogle medaljer rundt om halsen i den kommende sæson, afslutter Meklenborg.

Personlig sponsor for Johan Meklenborg er ID Identity

Del på facebook