Jonas Porup: Vi skal finde vores base mod FC Porto


22.02.2019 | Af Morten Toft - Foto: Photo Overlund

TTH-mandskabet var torsdag aften i aktion i Herre Håndbold Ligaen mod Aalborg Håndbold. Her blev det til et nederlag på 29-36 og det skyldes især en manglende base, siger Jonas Porup.

- Vores base fejler mod Aalborg. Vi får simpelthen ikke gjort tingene med tilstrækkelig kvalitet, og det går udover hele vores spilkoncept. Det var bare en dårlig kamp fra vores side, sagde en skuffet Jonas Porup netop efter kampen.

Der bliver ikke meget tid til at sunde sig over nederlaget. Allerede i morgen, lørdag skal TTH Holstebro spille i EHF Cuppen mod FC Porto Sofarma.

- FC Porto er et rigtig stærkt mandskab, og vi får hænderne fulde mod dem. De har nogle store drenge, som gerne vil spille fysisk, og de er gode til det, siger Jonas Porup og tilføjer om EHF Cup modstanderen:

- Det er altafgørende at vi genfinder vores base i forsvaret til opgøret mod FC Porto og får vores kontrafase til at fungere. Hvis vi bliver tvunget til at finde vores mål i det stationære angreb i 6 mod 6 over 60 minutter, så får vi det svært.

Og TTH-backen vil ikke udelukke at den manglende restituering før en ny storkamp, kan blive en faktor mod den portugisiske modstander.

- Der er vel egentligt kun 1,5 dag til at vi spiller igen, så det bliver hårdt. Men det er jo betingelserne, og vi må lege at det er en slutrunde vi har gang i, siger Jonas Porup.  

TTH Holstebro møder FC Porto Sofarma kl. 18.45 til SUPERLØRDAG i Gråkjær Arena.

Køb din billet til kampene HER

Del på facebook