Kaja Kamp: Det var en maratonkamp


21.08.2019 | Af Nanna Gantriis Mortensen - Foto: Photo Overlund

TTHs damer kunne onsdag aften bryde ud i jubel efter en sejr i pokalturneringens 1/8-finale over Skanderborg Håndbold.

Det krævede nerver af stål at overvære onsdagens pokalkamp mellem Skanderborg Håndbold og TTH Holstebro. To helt lige hold, udligning i sidste sekund og forlænget spilletid var en del af aftenens program i Moren Børup Hallen i Skanderborg, hvor TTHs damer til sidst havde overtaget og vandt 27-26.

Efter 70 minutters intens håndbold var det en glad Kaja Kamp, der kunne evaluere på TTHs vigtige sejr:

- Kampen er utrolig tæt hele vejen igennem. Vi kommer godt fra start, men får nogle dumme udvisninger i 1. halvleg, som Skanderborg formår at straffe.

Anden halvleg var lige så tæt, og efter en Skanderborg-scoring i de sidste sekunder, måtte TTHs damer ud i forlænget spilletid.

- Vi har nogle gode chancer, men vi brænder for meget. Alligevel synes jeg, at vi er ovenpå, og vi har overtaget i den sidste del af kampen. Det var virkelig en maratonkamp, siger stregspilleren med et smil.

Foruden en sejr og videre avancement til pokalturneringens kvartfinale kunne TTH-spillerne ligeledes juble over et comeback til bagspiller, Nikoline Lundgreen, der har været ude med en langvarig korsbåndsskade.

- Det var så dejligt at se Nikoline få comeback. Vi har set, hvor meget hun har kæmpet det seneste år, og i dag er hun en vigtig faktor for, at vi vinder. Man kan virkelig ikke se, at hun har været væk fra håndboldbanen i et helt år, lyder det rosende fra Kaja Kamp.

Rosende ord var der ligeledes til holdets nye spiller, Camilla Pytlick, der med ni mål på ni forsøg fortjent blev kåret til kampens pokalfighter:

- Jeg tager virkelig hatten af for Pytlick. Hun er iskold på straffe og spiller bare helt fantastisk.

 

Tophold venter forude

Nu venter så næste runde i Santander Cuppen, hvor det må formodes, at et af Dameligaens topfirehold venter i kvartfinalen

- Det er formentlig hold som Nykøbing Falster, København Håndbold og andre tophold vi skal stå overfor i kvartfinalen. Dermed må vi forventes at være underdogs, og tage det som det kommer. Det er egentlig lidt ligegyldigt hvem vi møder. Alle hold er gode hold på dette tidspunkt i turneringen, så vi må kaste dem alle op i luften og se, hvad der lander i vores skød, siger Kaja Kamp afslutningsvis.

Næste gang TTHs damer skal i kamp er torsdag den. 29. august, når der er dobbeltbrag i Gråkjær Arena. Her møder damerne EH Aalborg klokken 18.00, mens herrerne får besøg af Mors-Thy Håndbold klokken 20.00. Du kan sikre din billet til håndboldbraget i Gråkjær Arena her

Del på facebook