Krautmeyer inden Herning-Ikast: Fokus er på os selv


09.10.2019 | Af Morten Toft - Foto: Fotograf Ole Mortensen

TTH Holstebro skal jagte overraskelsen i aftenens kamp mod HTH Ligaens nummer tre.

Ni point adskiller TTH Holstebro og Herning-Ikast Håndbold i HTH Ligaen før 7. spillerunde, og derfor er favoritrollen nem at placere før aftenens opgør i Gråkjær Arena Holstebro.

Et par dårlige uger med skuffende resultater har sat sine spor i TTH-lejren, og derfor er fokus rettet indad hos Krautmeyer og co.

- Vi har haft utrolig meget fokus på os selv i den seneste tid. Lige nu er vi i en situation, hvor vi skal finde os selv og få troen tilbage på, at vi faktisk kan spille god håndbold, siger Pether Krautmeyer og tilføjer:

- Der findes kun en vej for os – det er at kæmpe videre og træne bedre. Vi arbejder mere end nogensinde med dameholdet i Holstebro, men vi skal ikke have ondt af os selv, og vi må bare kæmpe videre til kamp og træning.  

Selvom pilen er rettet indad, så har Krautmeyer forberedt sig på, hvad topholdet kommer med.

- Herning-Ikast Håndbold kommer med et massivt tryk i deres angrebsspil, og det skal vi være forberedte på. Deres seneste kamp mod Nykøbing Falster viste tydeligt, hvor gode de er, så vi er forberedt på en svær kamp, siger Pether og tilføjer, hvordan man kan levere overraskelsen:

- Vores afslutninger skal have kvalitet, og vi skal undgå for mange tekniske fejl. Hvis det lykkes, så har vi en chance for at skabe overraskelsen.

Kampen mellem TTH Holstebro og Herning-Ikast Håndbold fløjtes i gang kl. 20.30

Køb billetter her

Del på facebook