Krautmeyer om pokaltriumf: Det er sindssygt stort for os


20.09.2019 | Af Morten Toft - Foto: Alex Paulsen

Cheftræner Pether Krautmeyer var stolt, lykkelig og ikke mindst en lettet træner efter hans hold avancerede til Santander Final4.

En spinkel 22-21 sejr over Aarhus United blev billetten til det fornemme selskab.  

- Det var nærmest som at spille lotteriet mod Aarhus United. Det var virkelig en tæt kamp, som nemt kunne have haft en anden vinder. Det var stolpe ind eller ud som afgjorde kampen, men heldigvis havde vi marginalerne på vores side, siger Pether Krautmeyer, som roser holdets indstilling:

- Pigerne leverede ikke en køn håndboldkamp, men der blev fightet til den store guldmedalje. De ville vinde kampen – det var tydeligt hos alle! – det er sindssygt stort for os, at vi nu skal til Final4.

Resultatet kom efter en vanskelig sæsonstart, og det giver positive forhåbninger hos Krautmeyer.

- Havde vi tabt mod Aarhus United efter en så tæt kamp, så havde vi for alvor været nede i kulkælderen. Nu har vi i stedet fået en optur, og forhåbentlig kan vi overføre det til point i HTH Ligaen, lyder det fra cheftræneren.

TTH Holstebro møder Randers HK i HTH Ligaen på søndag kl. 16.00. Opgøret spilles i Gråkjær Arena.

Køb billetter her

Del på facebook