Krautmeyer: Teambuilding og fysikken har været vores fokus i opstarten


05.08.2019 | Af Morten Toft - Foto: Ole Nielsen

Fysisk træning og teambuilding-ture har været hverdagen for TTH-dametruppen i de første tre uger af 2019/20 sæsonen. Cheftræner Pether Krautmeyer er meget tilfreds med hvordan ugerne er forløbet, og her i artiklen kan du få et indblik i hvordan han angriber opstarten med den nye trup​. Tirsdag eftermiddag skal holdet testes med håndbolden mod naboklubben fra Herning-Ikast Håndbold.  

Cheftræner Pether Krautmeyer har som til enhver sæsonstart haft fokus på at håndbolden ikke er i centrum:

- I vores opstart har vi fokus på at skabe det basale fysiske fundament til at kunne klare et stærkt forsvar og angreb til en hel sæson. Det er nødvendigt at bygge på formen nu for at kunne klare en sæson med mange kampe. Vores opstart har også haft fokus på at skabe en god holdkemi igennem bl.a. teambuilding ture, og her har vi fået nogle indikationer på hvem der kan udfylde de forskellige roller på holdet. Vi er bestemt kommet tættere på hinanden som trup, siger Pether Krautmeyer om de første træningsuger.

Tirsdag eftermiddag kl. 16.30 møder TTH-dameholdet Herning-Ikast Håndbold i Gråkjær Arena Holstebro. Kampen er den anden af i alt otte træningskampe før sæsonen begynder den 21. august i pokalturneringen mod Skanderborg Håndbold.

- Vi har flere træningskampe i år som vi vil benytte forskelligt. Hele truppen får rig mulighed for at komme i spil, og vi skal forsøge at bygge på formen hos alle, men samtidig også så småt begynde at danne næste års spilkoncept. Lige nu har vi også et stort fokus på vores kommunikation på banen, så der er mange spændende ting som vi arbejder med. Det skal nok blive godt, lyder det fra cheftræneren.

Til spørgsmålet om hvordan opstarten har været som helhed, er der stor tilfredshed at spore hos den svenske cheftræner.

- Jeg synes at vi har haft en fantastisk opstart indtil nu. Vi har fået nogle rigtig gode piger ind på holdet, som er kommet med stor energi og nogle nye ideer. Der er en rigtig god stemning på holdet, og vi kan mærke at pigerne kan lide hinanden. Vi har jo heller ikke tabt endnu, så det kan ændre sig efter det sker, smiler Krautmeyer.

Der er fri entré til tirsdagens træningskamp mod Herning-Ikast Håndbold i Gråkjær Arena. Kampen begynder kl. 16.30.

Del på facebook