Krautmeyer: Vi er topmotiveret på at nå slutspillet


05.03.2019 | Af Morten Toft - Foto: FotoReza

Drømmen om at nå slutspillet lever i bedste velgående for TTH Holstebro med to spillerunder tilbage i 2018/19 grundspillet. Krautmeyer og Co. er topmotiveret på at få en plads blandt HTH Ligaens 8. bedste. 

Herning-Ikast Håndbold og Viborg HK er modstanderne, der venter for TTH Holstebro i grundspillets sidste to spillerunder. Det første opgør finder sted onsdag den 6. marts kl. 19.00 mod midtjyderne i Gråkjær Arena.

Cheftræner Pether Krautmeyer har oplevet en ekstra motivation hos sin trup før den vigtige kamp på hjemmebanen:

- Det er tydeligt, at der florerer en ekstra motivation i hele truppen lige nu. Alle kan øjne et fælles mål, og det kan ses på træningsindsatsen og humøret på holdet, siger Pether Krautmeyer og tilføjer om slutspilsdrømmen: 

- Det er ikke forventet af os at vi når slutspillet, men lige nu står vi i en situation, hvor vi er så utrolig tæt på; og så kan man kun håbe på at det lykkes.

Vejen dertil bliver ikke nem, og der er stor respekt for den kommende modstander i Gråkjær Arena.

- Vi har nok en 10-20% chance for at slå storholdene i HTH Ligaen, og heriblandt er Herning-Ikast Håndbold. De er hamrende dygtige, men hvis jeg skulle vælge et storhold som jeg gerne ville møde, så skulle det være netop dem. De står på mange måder fint til os, siger Pether og tilføjer om midtjyderne:

- Herning-Ikast besidder stor fysik og har samtidig mange tempofyldte spillere. Man kan godt betegne dem som et komplet hold, da de både besidder dygtige profiler, men samtidig også har et par talenter i blandt. Vi er indstillet på en svær kamp mod dem, hvor vi både skal være klar mentalt og taktisk, slutter cheftræneren.

Når TTH Holstebro møder Herning-Ikast Håndbold onsdag aften, så spilles der samtidig et opgør i Silkeborg, hvor Silkeborg-Voel KFUM møder Viborg HK. En sejr til Viborg HK i denne kamp kan betyde at TTH Holstebro sikrer sig en plads i slutspillet, hvis det ender med en sejr over Herning-Ikast. 

Se stillingen i HTH Ligaen HER.  

Køb din billet til braget mellem TTH Holstebro og Herning-Ikast HER 

Del på facebook