Krautmeyer: Vores fokus er stillet skarpt på Skanderborg og Ringkøbing


02.01.2019 | Af Morten Toft - Foto: Louise Boo Jespersen

Om få dage skal TTH-damerne igen i kamp efter en lang vinterpause. Skanderborg Håndbold bliver den første udfordring i 2019, efterfulgt af et opgør mod Ringkøbing Håndbold på hjemmebanen i Gråkjær Arena.

TTH-cheftræner Pether Krautmeyer, har sat et skarpt fokus på de to kommende modstandere.

- Opgørene mod Skanderborg og Ringkøbing er utrolig vigtige for os. Vi har en realistisk drøm om at kunne hente fire point fra kampene, og hvis det lykkes, så kan vi så småt begynde at kigge op ad mod slutspilspladserne. Går det stik modsat, så skal vi måske rette vores fokus på ikke at jagte holdene over os, fortæller Pether Krautmeyer.

TTH-damerne har bl.a. brugt vinterpausen på en træningslejr i Porto Santo. Træningslejren har givet gode forhåbninger hos cheftræneren, men der florerer samtidig en usikkerhed i kroppen efter en lang pause uden kampe.

- Man ved aldrig helt, hvad man får vist frem i de første kampe efter vinterpausen. Der er en spændthed, men også en nervøsitet i kroppen hos os alle for at komme i gang igen. Det er jo kampene som vi alle går og arbejder henimod, så vi glæder os meget, og vi håber på et godt udfald, siger Pether Krautmeyer.

TTH Holstebro er bedre placeret i HTH Ligaen end de to kommende modstandere. Men specielt Skanderborg Håndbold har før givet problemer for de hvide.

- Skanderborg har gjort det godt som oprykker til ligaen. Sidste gang vi mødte dem var vi heldige med at få point og det bliver bestemt ikke let mod dem igen. Vi skal helt op i gear, hvis vi skal hente to point mod dem, slutter cheftræneren.

TTH Holstebro møder Skanderborg Håndbold den 5. januar på udebane. Den 8. januar gælder det Ringkøbing Håndbold på hjemmebanen i Gråkjær Arena. Køb din billet til lokalopgøret HER

Del på facebook