'Kulminationen på 14 dages hårdt arbejde'


15.12.2021 | Af Nanna Gantriis - Foto: Photo Overlund

Det hårde arbejde i træningslokalet gav tirsdag aften pote, da TTH Holstebro slog ligaens 3’er i form af Skanderborg Håndbold.

- Stor cadeau til spillerne.

Sådan indleder Claus Uhrenholt samtalen, da vi hiver ham til side efter 31-25 sejren over Skanderborg Håndbold.

- Jeg ser denne kamp som kulminationen på 14 dages hårdt arbejde. Drengene har trænet rigtig godt, og i dag fik vi valuta for det. Vi fik vist noget af det potentiale, som vi ved, vi ligger inde med. Så jeg er godt tilfreds, siger TTH-træneren, der måtte tænke i lidt alternative baner, eftersom Nikolaj Markussen var syg i tirsdagens kamp. 

’Det bliver ingen skønhedskonkurrence’
Der er dog ingen tid til at hvile på laurbærrene. Allerede lørdag venter en ny, vigtig kamp, når TTH-mandskabet spiller på udebane mod Lemvig-Thyborøn Håndbold:

- Det er niveauet fra i dag, vi skal finde frem igen på lørdag. Ellers får vi ikke noget med fra Lemvig. Mentalt skal vi være klar på, at det bliver krig og fight i 60 minutter. Det bliver ingen skønhedskonkurrence, afslutter Claus Uhrenholt.

Du kan komme med på udebanetur til Lemvig. For kun 50 kr. er der bus fra Gråkjær Arena og entré til kampen. Køb dine billetter her.

Personlig sponsor for Claus Uhrenholt er JJD.

Del på facebook