Lærkes korsbånd er røget


23.09.2015 | Af Claus Sonne

Det var desværre "worst case scenario", da Lærke Møllers knæ blev undersøgt onsdag. Det er forreste korsbånd, der er røget. Dermed venter der en pause på 8-10 måneder for landsholdsspilleren.

- Vi er utrolig kede af det på Lærkes vegne og føler med hende, og vi er da også noget trætte af det på holdets vegne, siger sportslig ansvarlig Jørgen Hansen og fortsætter:

- Planen er, at vi vil gøre alt, hvad vi kan, for at hjælpe Lærke med at blive klar til OL i Rio næste år. Det bliver et kapløb med tiden, men det skal forsøges.

TTH er nu i gang med at undersøge, om man kan finde en ny spiller til truppen.

- Vi finder ikke en erstatning for Lærke, for sådan en er der ikke. Men vi kigger efter en spiller, der kan supplere truppen. Jeg er glad for, at vi har et stærkt hold, der nu vil rykke ekstra sammen i bussen, siger Jørgen Hansen.

Lærke Møller er naturligvis meget ked af sin situation og har bedt om ikke at blive kontaktet foreløbig, Er der spørgsmål til situationen, skal de derfor stiles til Jørgen Hansen, der træffes på 20701500. TTH beder alle respektere Lærkes ønske.

Del på facebook