Laura Jensen: Vi overraskede håndbolddanmark


29.12.2019 | Af Nanna Gantriis Mortensen - Foto: Louise Boo Jespersen

Laura Jensens smil sad fra øre til øre, da hun skulle beskrive søndagens bronzesejr over stjernerne fra København Håndbold.

- Jeg føler at vi fik hul på bylden i dag. Vi har tabt flere kampe, hvor det har været tæt helt til sidst, men i dag fik vi vendt det, så vi blev sejrherre, fortæller Laura Jensen

Med et stærkt forsvar og hurtige løb op ad banen fik TTHs damer gang i angrebsspillet og gang i målscoren – noget som frustrerede modstanderne fra København Håndbold:

- Vi får udnyttet vores styrker i dag. Vi løber og løber og løber, og dér presser vi København, så det gør ondt på dem. Det gør så, at de bliver presset til nogle dårlige afslutninger, som Ditte tager inde i målet. Den altoverskyggende faktor er dog, at vi virkelig spiller som et hold i dag, analyserer bagspilleren.

Underdogs’ene overraskede håndbolddanmark

Hos Camilla Pytlick var der ligeledes stor glæde at spore efter sejren:

- Vi føler næsten, at vi har vundet guldet. Det er en kæmpe forløsning. Vi var underdogs, og der var ikke spået os mange chancer. Men vi beviste, hvad vi har arbejdet så hårdt med med de seneste måneder og tog fusen på alle.

- Vi overraskede Håndbolddanmark i dag. Alle journalister og TV-eksperter havde sagt, at dette var Københavns kamp. Men vi ville det anderledes, og spillede bare mega godt, siger Laura Jensen og giver samtidig store roser til dagens tilskuere i Gråkjær Arena:

- Kulissen i dag var noget af det fedeste, jeg har oplevet. Vi kunne juble med hjertet, og tilskuerne var klar på at juble med. Vi kunne vitterligt ikke have gjort det uden dem.

Nu venter så en kort nytårspause for TTHs damer, inden holdet den 4. januar tager til EH Aalborg i kampen om kalenderårets første point. Og de gode takter fra weekendens Final4-stævne skal tages med ind i det nye år:

- Vi har fået fornyet selvtillid efter denne weekend. Vi har vist, at vores forsvar er blevet markant bedre, og at andre hold har sværere ved at komme igennem vores forsvar. Det kan vise sig rigtig nyttigt i 2. del af sæsonen, afslutter Camilla Pytlick.

TTHs damer spiller første hjemmekamp onsdag den 8. januar klokken 19.00 mod… tja København Håndbold. Du kan købe billet til kampen på tthholstebro.dk eller ved at klikke på den røde billet-knap nedenunder.

Personlig sponsor for Laura Jensen og Camilla Pytlick er Specialbutikken og Grisehandler Jesper Madsen

Køb billetter her

Del på facebook