Ligaprofil fortsætter i TTH Holstebro


22.10.2021 | Af Nanna Gantriis - Foto: Ole Mortensen

Han var en af profilerne, da TTH Holstebro i sidste sæson sluttede i Top4. I denne sæson fortsætter det gode spil, og nu har ligaprofilen Allan Damgaard sat sin underskrift på en 1-årig kontraktforlængelse med TTH Holstebro. 

Allan Damgaard er i gang med sin sjette sæson i TTH Holstebro, og selvom han på papiret er 35 år, har den stærke playmaker haft stor betydning for klubbens placering i toppen af dansk håndbold. 
 
Allan Damgaard kom til TTH Holstebro første gang tilbage i 2012 og efter bl.a. flere år i den tyske bundesliga, gik turen i 2019 ”hjem” til det nordvestjyske på en 3-årig aftale. En knæskade gjorde at Allan Damgaard i den første sæson sad ude i seks måneder. I de seneste 12 måneder har playmakeren derimod med stor rutine, klogskab og masser af fight, markeret sig som en ligaprofil.  
 
For klubbens cheftræner Søren Hansen har det været en fornøjelse at se det niveau, som Allan Damgaard har præsteret over længere tid – et niveau som gjorde Allan Damgaard til ”Månedens spiller i HTH Ligaen” i september.
 
- Allan er en af holdets bærende spillere, og derfor er jeg rigtig glad for, at vi fortsætter samarbejdet. Allan er gået forrest i det seneste år, og i vores nuværende situation med få spillere, har han vist sig som holdets arbejdsmand, og taget et kæmpe ansvar og været en stærk ”kriger”. Allans erfaring giver både holdet og spillet masser af rutine og tro på tingene, og samtidig er han en læremester for andre, siger Søren Hansen. 
 
Allan Damgaard: Stolt af at kunne fortsætte i ”min klub”
For den 35-årige playmaker er glæden stor over kontraktforlængelsen, og han nyder klubmiljøet og de ambitioner, der er i TTH Holstebro.  
 
- For mig er TTH Holstebro meget mere end bare et logo på trøjen. Jeg er rigtig glad for at kunne fortsætte i klubben, og selvom jeg havde andre muligheder, var jeg ikke i tvivl, da jeg drøftede fremtiden med klubben. Det er her, jeg føler mig hjemme, og jeg nyder at kunne bidrage på flere måder, og samtidig være en del af et godt klubmiljø og et sportsligt set-up i toppen af dansk herrehåndbold, siger Allan Damgaard, der lige nu bygger hus i Mejrup og nyder at være tæt på både familie og venner. 
 
Bliver en del af klubbens salgsteam
Allan Damgaard kommer i fremtiden til at bære TTH-logoet på flere måder. Udover spillet på banen bliver han også en fast del af klubbens salgsteam i administrationen.  

- Jeg har en BA i Erhvervsøkonomi og vil gerne i gang med at finde ud af, hvad jeg skal, når jeg stopper den aktive karriere. Derfor vil jeg gerne bidrage til klubben uden for banen. Det bliver spændende og er en rigtig god løsning, hvor jeg kan få lov til at gøre begge dele. 

Allan Damgaard er i dag også talenttræner på Sportsklasernes håndboldlinje, hvor han hver tirsdag morgen står for håndboldtræningen. 

Personlig sponsor for Allan Damgaard er Jens Jensen – Murer, Tømrer og Entreprenør. 

Del på facebook