Ligaprofiler inviterer til efterårscamp


18.09.2021 | Af Nanna Gantriis - Foto: Ole Mortensen

Få sjov håndboldtræning og lær nye skudfinter, når TTH Holstebro i samarbejde med Holstebro Håndbold og Holstebro Elitesport inviterer alle U13-spillere til håndboldcamp torsdag og fredag i efterårsferien på Idrætsefterskolen Lægården.

Ligaprofiler fra TTH Holstebro og Holstebro Håndbold står klar til at lære regionens håndboldtalenter masser af finter og gode fif, når de to klubber sammen med Holstebro Elitesport inviterer til håndboldcamp i efterårsferien.

*Vi vil skabe gode håndboldminder'
I spidsen for arrangementet står klubbernes respektive ungdomstrænere, Anders Høj fra TTH Holstebro og Søren Nørgaard fra Holstebro Håndbold. De to trænere glæder sig til at se en masse håndboldglade U13-spillere i uge 42:

- Vi har haft en lang pause væk fra håndboldevents, og vi ønsker at give de unge spillere mulighed for at få nogle af de oplevelser, man ser tilbage på som gode håndboldminder. Både vi trænere og ligaspillerne vil i al fald gøre vores ypperste for, at deltagerne får et par gode efterårsdage med masser af sjove og spændende aktiviteter, lover Anders Høj, talentansvarlig i TTH Holstebro.

 

Håndboldcamp i efterårsferien
Tidspunkt: Torsdag den 21. oktober kl. 11.00 til fredag den 22. oktober kl. 15.00
Hvor: Idrætsefterskolen Lægården, Holstebro
Hvem: U13-spillere – både piger og drenge
Pris: 400 kr. for hele opholdet

Få mere info og book din billet til to fede håndbolddage i Holstebro ved at klikke på linket her

Del på facebook