Lige ved og næsten for TTHs herrer


23.02.2019 | Af Nanna Gantriis Mortensen - Foto: Louise Boo Jespersen

TTH Holstebros herrer måtte se sig slået i sidste minut, da de tog imod det portugisiske tophold, FC Porto Sofarma, hjemme i Gråkjær Arena lørdag aften.

Efter 60 minutters intens fight viste haluret i Gråkjær Arena 31-33 i FC Portos favør. Normalt ville dette have resulteret i skuffede miner blandt spillere, officials og fans. Men lørdag aften var en undtagelse. Et hårdt kampprogram og mange skader har de seneste uger sat sine spor hos Westerholms tropper, og derfor måtte finnen tænke alternativt forud for kampen mod Porto:

- Jeg synes at drengene yder en fantastisk indsats i dag, når man tænker på den skadessituation vi står i pt. Både Peter Balling og Kay Smits sad ude med skader til dagens kamp hvilket gjorde, at vi spillede uden en decideret venstrehåndet på højre back. Det er bestemt ikke en optimal situation.

Derfor kunne Westerholm også finde positive ting, til trods for nederlaget:

- Vi løser Portos 7 mod 6-spil rigtig godt, men vi har nogle dumme fejl og lukker dermed lidt for mange mål ind, hvilket giver bagslag, når man spiller mod et så stærkt mandskab som Porto. Men alt i alt synes jeg, at mine drenge leverer en flot holdpræstation.

De to hold fulgtes ad gennem hele første halvleg, hvor hård fight i begge ender af banen prægede kampen. Porto Sofarma var dog hele tiden et skridt foran, og derfor kunne det portugisiske mandskab gå til pause foran 15-17.

Anden halvleg gik som første; de to hold delte mål indtil midten af 2. halvleg, hvor TTH Holstebro misbrugte et par chancer. Det skulle vise sig at blive dyrt mod Porto, som besidder en lang række landsholdsspillere, og derfor kom man bagud med 3-4 mål. Det lykkedes TTHs herrer at komme tilbage i kampen, og i de sidste ti minutter af kampen, vippede målscoren mellem uafgjort og +1 til Porto. TTH kunne lugte point, da holdets islandske stregspiller Vignir Svarvarsson i det 59. minut reducerede til 31-32. Men det blev kun til lige ved og næsten, og TTH taber 31-33 efter en velspillet kamp med god fight. To af kampens helt store profiler var Magnus Bramming og Simon Gade, der med hhv. 14 mål og stribevis af vigtige redninger, var med til at holde TTH Holstebro inde i kampen.

Næste kamp er allerede på tirsdag, når holdet drager mod Lemvig til lokalopgøret mod LTH Håndbold. Kampen vises på TV2 Sport fra klokken 19.00.

 

TTH Holstebro # FC Porto Sofarma 31-33 (15-17)

Kampstatistik TTH Holstebro

Redningsprocenter: Simon Gade 28%, Sebastian Frandsen 0%
Mål: Magnus Bramming 14, Kasper Kildelund 5, Viktor Östlund 4, Niels Lindholt 3, Jac Karlsson 2, Jonas Porup 1, Vignir Svarvarsson 1, Lars Mousing 1

Kampstatistik FC Porto Sofarma

Mål: Miguel Martins 6, Antonio Rodrigues 6, Rui Silva 5, Alexis Borges 4, Fabio Magalhães 3, Djibril Mbengue 3, Diogo Branquinho 2, Leonel Fernandes 2, Miguel Alves 1, Daymaro Salina 1

Del på facebook