Lynn, Inger og Mathilde: EM var en stor oplevelse


28.12.2018 | Af Morten Toft

Lynn, Inger og Mathilde har her i december måned været til EM i Frankrig. De tre TTH-spillere er kommet hjem med gode oplevelser fra EM-slutrunden, og især hollænderne kan glæde sig lidt ekstra over at have fået bronzemedaljer​ rundt om halsen. Læs herunder, hvordan de hver især oplevede EM-slutrunden.

Husk at du kan se TTH-damerne i aktion den 8. januar, når der atter igen er håndbold i Gråkjær Arena. Køb din billet HER

 

Mathilde Hylleberg

Hvordan var det at få slutrunde debut på det danske A-landshold? ​

- Det var kæmpe, kæmpe stort og sindssygt fedt - det er jo en pigedrøm der er gået i opfyldelse. Og så er det jo bare virkelig rart, at alt det hårde arbejde man ligger i det til hverdag giver pote.

Du fik 15 min. og 40 sekunder på banen under slutrunden, hvor du ovenikøbet fik scoret et mål. Var målet det mest specielle du oplevede? - eller hvad har ellers printet sig ind på nethinden fra turen?

- Jeg tror egentligt at hele oplevelsen har printet sig godt og grundigt ind på nethinden, det hele var jo kæmpe stort og meget anderledes end hvad man har prøvet før - så der var jo mange nye ting at forholde sig til. Men det har bare været sindssygt fedt at få lov til at være med.

Du har fået din A-landsholdet debut som blot 20-årig. Du har vel mod på meget mere?

- Ja helt sikkert, det er helt klart noget jeg sindssygt gerne vil prøve igen. Det gør også bare at man lige har et ekstra mål at arbejde hen imod i forhold til den daglige træning, så man forhåbentligt kunne få lov til at prøve det hele igen.

 

Inger Smits

Du fik en kæmpe triumf ved at vinde EM-bronze for Holland. Hvordan var det at opleve at vinde medaljer?​

- Det var fantastisk at vinde en bronzemedalje. Jeg havde på ingen måde turde håbe på at blive indkaldt til bronzekampen, så det var noget af en rutsjebanetur i de efterfølgende 48 timer efter jeg blev indkaldt. Men jeg er mega glad for oplevelsen. 

Du blev hasteindkaldt til kampen. Gjorde det oplevelsen mere speciel?

- Ja, det var naturligvis specielt at se semifinalerne hjemme, og så 2 dage senere havde jeg pludselig selv en bronzemedalje efter 1 kamp. Det var en god følelse, men også en mærkelig fornemmelse, når man nu vidste at alle de andre piger havde knoklet i 8 kampe for at stå her. 

Du måtte spille fløj i størstedelen af bronzekampen. Hvordan var det at prøve?

- Jeg var velvidende om at jeg skulle spille fløj i bronzekampen. Det er selvfølgelig anderledes og en uvant position, jeg havde kun trænet det 1 gang med det hollandske landshold. Men jeg nød hvert minut jeg fik på banen, og så betyder det ikke så meget hvilken plads det var på.

 

Lynn Knippenborg

Du fik en kæmpe triumf ved at vinde EM-bronze for Holland. Hvordan var det at opleve at vinde medaljer?

- Det var en meget fed oplevelse at spille EM-slutrunden. Vi havde ikke forventet at vi ville nå så langt i turneringen, og at vi så gik hen og vandt bronze var jo fantastisk. Det var stort at være en del af.

Du scorede fire mål mod Kroatien i gruppespillet. Hvordan oplevede du den kamp? 

- Det er altid stort at score for landsholdet, så det var naturligvis dejligt at få gjort en ekstra god figur mod Kroatien. Samtidig var det en rigtig god kamp af holdet. 

Del på facebook